Biksemad á la creme, fantastisk dejlig ret, tilberedt af en rest kogt eller stegt kød, begge dele kan anvendes. Der må gerne være mere kød end kartofler i retten.
Kødet, der ristes lidt på en pande, får selskab af stegte kartoffeltern, brunede løg og piskefløde til at binde det hele sammen med.
Smørristet persille, spejlæg eller pocherede æg hører med til denne meget velsmagende ret fra sidst i 60erne.
Opskrift : Lotte Eskildsen
BIKSEMAD Á LA CREME
Rester af kogt eller stegt kød
store kogte, faste kartofler
4 store løg
salt
peber
piskefløde
persille
Rester af kogt eller stegt kød skæres i små firkanter og ristes ganske let på en pande. Ikke for meget, da kødet bliver hårdt.
Skrab kødet af panden over i et fad og brun så kartoflerne. Når de er gyldenbrune og lækre, hældes de over kødet. Brun til sidst halvt så mange hakkede løg som kartofler. Når de er gyldenbrune, hældes kød og kartofler tilbage på panden igen. Det hele snurrer nu sammen nogle minutter. Drys med salt og peber og tilsæt så meget piskefløde, at det samler uden at sejle. Retten småsnurrer nu et par minutter og hældes op i et lavt fad.
Servér biksemad á la creme med smørristet persille, spejlæg eller pocherede æg til.
VELBEKOMME
Noget om Mad
VI BAGER GAMMELDAGS
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.