Den maleriske gamle kro Apothekergaarden i Mariager eksisterer desværre ikke mere, men vi andre skal ikke snydes for den dejlige, gammeldags grønlangkål med sprængt kam og brunede kartofler. - En ret, der passer så godt til danske ganer hen under jul og for resten nytår med.
I vore dage, er det ikke nødvendigt at bruge en masse tid på at koge og hakke grønkål. Det kan meget bekvemt fås dybfrossen, kogt og hakket.
Sprængt kam fås bedst hos slagteren, men man kan være heldig at rende over det i supermarkedets køddisk.
Opskrift : Apothekergaarden
Det Kgl. Bibliotek
APOTHEKERGAARDENS GRØNLANGKÅL MED SPRÆNGT KAM
Ca. 1 kg sprængt nakkekam
1 - 1½ liter vand
1 kg grønkål uden stok (frossen, færdig kogt og hakket)
50 g smør
50 g mel
3/4 liter mælk
salt
sukker
Den sprængte kam sættes over at koge i koldt vand. Når kødet koger, skummes og der koges videre til kødet er mørt. Det tager en times tid eller lidt mere.
Kog kålen og hak den, hvis ikke man foretrækker den færdigkøbt.
Smelt smørret i en gryde og bag det af med melet, tilsæt mælken ad et par gange, kom kålen i, smag til med salt og sukker og giv det hele et opkog.
Kogt, sprængt kam skæres i skiver og anrettes på et fad sammen med grønlangkålen og brunede kartofler. Nogle vil foretrække sennep til.
VELBEKOMME
Noget om Mad
Mormors Juleopskrifter
VI BAGER GAMMELDAGS
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.