lørdag

MESTERKOKKENS GAMMELDAGS SMØRREBRØD

Smørrebrød, - rigtig gammeldags højt belagt, velsmurt smørrebrød, som det i generationer har været spist. Nok gik smørrebrødet til dels af mode, da så meget nyt udefra indtog de danske tallerkener. Det blev en smule gammeldags, at spise gammeldags smørrebrød, - og hvor var det synd.

Imidlertid var der da nogle, der holdt ved. Ida Davidsen, kendt i den ganske verden for sit danske smørrebrød, hun har forstået at gøre det til en succes hele vejen igennem.
Hos Ida Davidsen på Store Kongensgade er det slet ikke nemt at komme til. Her er bordene besat af smørrebrøds hungrende gæster omkring middagstid.

Nu ser det ud til, at det højt belagte danske smørrebrød er ved at få sin renæssance igen. Restauranter,  lækre butikker og spisesteder med fagfolk i køkkenet, folk begynder igen at kunne se hvor indbydende sådan et stykke smørrebrød tager sig ud. - Og tak for det.

Mesterkokken Richardt Oest-Larsen var virkelig en mester udi et køkken. Smørrebrød skar han så  det ikke blev bedre.

 
 

Her et par af hans berømte stykker fra midt i 50erne, dyrlægens natmad i den ægte, gamle version og noget så enkelt som et stykke med spegepølse med pølsen arrangeret som en lille top i to løgringe. Opskriften lyder på hjemmelavet spegepølse, men nogle gode skiver fra slagteren kan vel også gøre det.

Opskrifterne er gengivet ordret.

DYRLÆGENS NATMAD

1 stykke rugbrød eller franskbrød
stegefedt
skiver af lækker, hjemmelavet leverpostej
grofthakket, stiv kødsky
skiver af letsaltet kalve- eller kviekød (saltkød)
lidt karse til pynt

Smør brødet med stegefedt, dæk det flot med skiver af leverpostej og derefter med et lag grofthakket, kraftig, ikke for stiv kødsky. Det hele dækkes med 2 rækker skiver af letsaltet kalve- eller kviekød. Der pyntes med lidt karse.

SPEGEPØLSEMAD

1 stykke rugbrød
smør eller fedt
2-3 store skiver spegepølse

En rigtig lækker, hjemmelavet spegepølse er en herlignydelse. Smør brødet med smør eller fedt efter Deres egen smag, skær pølsen tyndt og læg skiverne dobbelt og let sammenlagt på det smurt brød, så det ikke virker fladt. Der anvendes 2-3 skiver på hvert stykke efter pølsens størrelse, men brødet skal være flot dækket. Læg en lille persilledusk på.

Noget om Mad

Mormors Juleopskrifter

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.