fredag

JULERIBBEN MED ÆBLER

Nu, da vi hastigt nærmer os julemåneden, er det en vældig udfordring, at finde frem noget spændende mad, der passer godt ind under jul.

Gris, svinekød hører jo julen til og utallige er da også de mange dejlige og julede retter, der i tidens løb er blevet os foræret. Noget der smager af jul og får os til at finde sammen i hyggeligt samvær med vore nærmeste og vore venner.

En ganske vidunderlig decembermiddag, der simpelthen oser af jul er disse juleribben med æbler, serveret med små, smørristede faste kartofler og  en rød- eller hvidkålssalat til. Allermest julet er det dog, når varm rødkål ledsager den dejlige mad.

Til juleribben anvendes stegestrimlen af ribbenene, det er den med ben i.

Opskrift : Vivi Berendt 1987

Foto : Det Kgl. bibliotek


JULERIBBEN MED ÆBLER

ca. 1 1/2 kg magert stegeflæsk uden svær
godt 50 g smør
3 spsk. lys mild sennep
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. salt
1 tsk. friskkværnet sort peber
2 spsk. soyasauce
2 bouillonterninger
8 mellemstore faste og syrlige æbler
1 dl vand
+ ekstra smør til fadet

Læg kødet i et velsmurt ovnfast fad eller en lille bradepande. Smør sennep ud over kødets overside og drys med ingefær, salt og peber. Dryp soyasauce ud over.
Knus bouillonterningerne og drys dem over kødet. Fordel smørret i små flager over det hele.

Stil æblerne på højkant rundt langs fadets kant. De skal hverken skrælles eller udkernes, bare skylles og tørres af.

Sæt fadet i ovnen ved 225 grader i 20 minutter. Så hældes 1 dl meget varmt vand rundt langs fadets kant.
Øs kødet over med bouillon, som derved dannes i fadet. Sæt ovntemperaturen ned til 200 grader og lad kødet stege videre i 35 - 45 minutter, alt efter hvor tykt det er og hvor gennemstegt man ønsker det.
Kødet skal helst overøses med bouillon nogle gange i løbet af stegetiden.

Tag kødet ud, så snart det har fået en flot brun farve og æblerne er gennemstegte. Kødet skal helst være saftigt og en anelse rosa indeni.
Skær det ud langs med benene og servér det i fadet sammen med æblerne.
Giv små, smørristede, faste kartofler til sammen med en rød- eller hvidkålssalat til. Allerhelst rødkål, der får det til at dufte af jul.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Mormors Juleopskrifter

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.