søndag

GAMMELDAGS HYBENGRØD

Det handler om hyben, skønne, dejlige, røde og orange hyben, smækfyldt med C-vitaminer og så smager hyben jo fantastisk.

Ofte plukker vi hyben for at sylte hen til vinteren og det skal vi bestemt blive ved med. I den mørke tid er et glas hyben det rene guld.

Hyben kan imidlertid anvendes til andet, f.eks. til den dejligste hybengrød. Her purerer eller blender vi de kogte hyben og smager til med sukker og lidt citronsaft. Til sidst en let jævning med lidt maizenamel, udrørt i en smule vand.

Gammeldags hybengrød serveres med tørristede mandelsplitter og flødeskum. - Se det er en skøn vitaminbombe til familien.

Opskrift : Ingeborg Suhr

 

GAMMELDAGS HYBENGRØD

ca. 250 g hyben
3 dl vand
2 spsk. Maizenamel
45 g sukker
Lidt citronsaft

Skyl og fjern toppene fra de friske hyben. Halver dem og fjern de lådne kerner med en ske. Læg de istandgjorte hyben i en gryde og hæld 3 dl vand ved. Bring dem i kog og kog dem møre under låg ved svag varme, ca. 30 minutter.
Purer eller blend hyben og kogevand. Spæd med lidt vand og bring pureen i kog.
Jævn grøden med lidt maizenajævning og kog grøden 1 minuts tid. Smag til med sukker og lidt citronsaft.

Server hybengrøden med tørristede mandelsplitter og flødeskum.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.