Vi kommer ikke udenom en gryderets fortræffeligheder. - Når vi laver mad til et par dage, når vi gerne vil nøjes med at skulle varme maden op og når retten står og passer sig selv, medens den bliver færdig. - Og som om, det ikke er nok, retten er fryseegnet.
60erne og 70ernes mange dejlige gryderetter, eller som nogen kalder det, sammenkogte retter, - der er nok at tage af. - Og så er det stort set alle gryderetter fra dengang, der er aktuelle i vore dage.
Her en skøn og meget velsmagende gryderet, mormors gryde med skært svinekød, bacon, løg og champignons, krydret med paprika og tilsat tomatpuré og fløde.
Den holder altså, serveret med en god kartoffelmos, der også kan tilberedes til to dage, og gerne kogte gulerødder i stænger.
Portionen rækker til 4 - 6 personer
Opskrift : Norsk ret
MORMORS GRYDE
750 g skært svinekød2 spsk. hvedemel
salt
peber fra kværn
2 tsk. paprika
100 g bacon i skiver
25 g smør
4 løg
250 g champignon
1 spsk. tomatpuré
2 dl bouillon af terning
2 dl piske- eller kaffefløde
evt. kulør
Skær kødet i strimler, der vendes i mel blandet med salt, peber og paprika.
Klip baconskiverne i tynde strimler, der steges sprøde i en tykbundet gryde. Tag baconstrimlerne op med en hulske. Tilsæt smør og lad det bruse op. Brun kødet på alle sider.
Pil løgene og skær dem i skiver, der svitses sammen med kødet.
Rens de friske champignoner, skær dem i skiver, der hældes i gryden. Lad det svitse et par minutter.
tilsæt tomatpuré og kogende bouillon. Lad retten snurre ca. 10 minutter eller til kødet er mørt. Hæld fløden i og lad saucen koge lidt ind, så den jævner. Tilsæt evt. kulør og smag retten til.
Servér mormors gryde med en god kartoffelmos og kogte gulerødder, skåret i stave.
Noget om Mad
Mormors Juleopskrifter
VI BAGER GAMMELDAGS
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.