lørdag

LAURA ADELERS SYLTEDE ASIER

Hjemmesyltede asier, ingen vej udenom, - vi må have endnu en ældgammel opskrift på syltede asier på banen.

Vi tager nogle stykker (gamle opskrifter) hen ad vejen, lige til vi når asiesæsonen, der i vore industrialiserede samfund, slet ikke har samme betydning, som da vore bedste- og oldemødre var til.

Faktisk kan det være en smule besværligt, at finde nogle, der sælger asier, men torvehandel er som regel et godt udgangspunkt.

Min datter, der bor i Norge, er sammen med sin familie voldsomt til gammeldags syltede asier, - også det arbejde, der følger med syltningen. Hun har just bebudet, at ville have 30 kg asier til Norge, som hun hjemmesylter og gemmer hen til vinteren efter denne opskrift.

Her er imidlertid en af mange rigtig gamle opskrifter på syltede asier af Laura Adeler fra 1917. En opskrift tæt ved de hundrede år.


LAURA ADELERS SYLTEDE ASIER

20 store asier
125 g salt (1/4 pund)
1/2 kg sukker (1 pund)
hvidt peber
gul sennep
skrabet peberrod, skåret i skiver
25 chalotteløg
estragon
dild
vineddike

20 store asier skrælles og hules, aftørres og nedlægges lagvist med salt. Næste dag aftørres asierne og nedlægges lagvis med en blanding af sukker, hvidt peber, gul sennep, peberrod i skiver, charlotteløg, estragon og dild. Derpå hældes bedste vineddike på og asierne står tildækket i 3 dage.

Så koges eddiken 1 eller 2 gange og hældes kogende over asierne.
Vil man have dem meget skøre, koges eddiken tredje gang.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.