søndag

OSTELAGKAGE MED COGNACCREME

Gammeldags ostelagkage med fyld af ostecreme, smagt til med cognac og paprika. Den kan kun pynte på bordet under sommerens sammenkomster.

Dejen er en mørdejslignende dej, der efter at være samlet i en fart, må hvile koldt mindst 1/2 time.

Der bliver 3 bunde af portionen. Bundene er meget sprøde og skøre, så varsom behandling er nødvendig.

Opskrift : Gyldendals Store Kogebog 1956


Emma, - Kastrup Glasværk ca. 1910

OSTELAGKAGE MED COGNACCREME

dej

150 g smør
150 g hvedemel
3 spsk. tyk fløde eller vand

Læg melet på bagebrættet, gerne af marmor eller porcelæn, da det slipper dejen og forbliver køligt under æltningen. Hak mel og smør sammen med en kniv, til det er grynet. Tilsæt fløde eller vand. Saml dejen i en fart.
Læg den koldt i mindst 1/2 time.

Del dejen i 3 dele. Rul hvert stykke ud til en bund på størrelse med en tallerken. Skær den til efter tallerkenkanten.

Læg bundene på en smurt plade. Prik dejen med en gaffel, da den ellers vil hæve op i store blærer.
Bundene bages i ovnen ved 225-250 grader i ca. 8-10 minutter.

Pladen tages ud af ovnen og bundene lægges forsigtig til afkøling på en bagerist eller på anden kold plade. De skal være helt kolde, før de lægges sammen.

ostefyld med cognac

150 g smør
150 g blød ost eller reven skarp ost
3-4 spsk. tyk fløde
1/2 spsk. cognac
Lidt paprika

Rør smørret kraftigt, så det bliver som creme. Rør osten med fløden og cognac til en jævn cremeagtig masse og bland de to dele. Tilsæt paprika og rør det hele godt sammen.

Smør ostecremen forsigtigt på de tre kagebunde og smør mest på den side, som skal ligge øverst. Læg kagebundene oven på hinanden på et fad. Sprøjt lidt af ostemassen på kanten af tærten og rids et mønster i ostemassen på toppen. Pynt efter smag med radiser, oliven, små salatblade eller andet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.