Den gamle klassiske ret, forloren skildpadde, ser man ikke meget til nu om stunder, lige bortset fra konservesdåserne i supermarkedet. Skildpadde har nemlig holdt sig på hylderne i årevis og det er faktisk en dejlig, velsmagende ret med et stykke brød til eller måske kartoffelmos eller kogt makaroni.
For 40-50 år siden, var forloren skildpadde næsten obligatorisk natmad efter større fester og det holdt sig i en del år fremover.
I dag er der nok størst aftagning blandt ældre mennesker, der er vokset op med den dejlige ret, som den jo vitterligt er.
Mange husker måske også Matador, hvor Iben Skjold Hansen sender pigen ned efter et par dåser forloren skildpadde i anledning af tante Annas besøg.
Her er opskriften på en hjemmelavet forloren skildpadde fra først i fyrrene.
Opskrift : Richardt Oest-Larsen 1943
HURTIG FORLOREN SKILDPADDE
lidt spædekalvekød med ben
fedtstof til stegning
ganske lidt vand
et par gulerødder
1/2 selleri
2 porrer
3 løg
et par stilke timian
kulør
salt
peber
paprika
små kødfrikadeller
fiskeboller fra dåse
et glas vin (sherry)
Skær kødet fra benene og skær det i firkanter. Brun det ekstra godt i en gryde i hedt fedtstof og kom ganske lidt vand på, der knap dækker. Sæt det over at koge under låg, snit grønsagerne og steg dem i fedtstof i 10 minutter i en anden gryde. Kom kalvebenene ved, lidt vand - ikke for meget - og lad det koge en times tid.
Når kødstykkerne i den første gryde er møre - det tager ligeledes en times tid - sigtes skyen fra begge gryder og der bages en sauce op, der ikke må være for tyk. Kom kulør på, smag til med salt, peber og paprika. Lad saucen koge et kvarters tid, kom kødstykkerne i, kom små frikadeller, lavet af en god kødfars sat på panden med en teske, samt nogle dåsefiskeboller på.
Smag skildpadden til med et glas vin (sherry).
Servér den forlorne skildpadde med et stykke brød til eller med kartoffelmos eller kogte makaroni.
VELBEKOMME
Mormors Juleopskrifter
VI BAGER GAMMELDAGS
Noget om Mad
lørdag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.