lørdag

DEN GODE LEVERPOSTEJ

Vi vil jo gerne være lidt i god tid med det hele og her kommer fordums Kirsten Hüttemeier os til hjælp, som hun altid har været de danske husmødre behjælpelig.

Leverpostej er såmænd ikke særlig tidskrævende at lave, men så dejligt bekvemt, blot at kunne tage en form op af fryseren og tø den op eller sætte den i ovnen til bagning.

Det er da også en rigtig god idé, at lave nogle stykker allerede nu og fryse dem bagte eller ubagte ned til julen. Færdigbagt leverpostej, der har været frossen, har ofte den kedelige egenskab, at den smuldrer, når den tøes op.

Her i denne ældre opskrift kommer Kirsten Hüttemeier os til hjælp med en leverpostej, der ikke smuldrer efter optøning, lover hun.


DEN GODE LEVERPOSTEJ

325 g lever
100 g spæk
1 løg
65 g mel
4 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
salt
peber
lidt merian
1/2 tsk. sukker

Lever, spæk og løg hakkes gennem kødhakkeren. Så piskes mel, mælk, smeltet smør og æg sammen ligesom til en pandekagedej, smages til med salt, peber, merian og sukker. Heri piskes lever og spækmassen.
Hældes i forme og bager i vandbad på nederste rille i ovnen ved 225 grader. Mindre forme bages kun 30-35 minutter. En stor form ca. 1 time.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS




Og Moer hun har saa mange Bud,
hvert Øjeblik skal Anders ud,
og Moer og Anders hvisker.
Men jeg kan dog høre, – tys!
i Morges var det Julelys
og røde Baand og Svesker

fredag

RULLEPØLSEN FRA HERREGÅRDEN

En god og velkrydret, hjemmelavet rullepølse bør ikke mangle på et veldækket julefrokostbord. Den hører til en af vore absolut traditionsrige julespiser.

Tilbehøret er individuelt. Nogle foretrækker sky og løgringe, andre asier og igen andre italiensk salat eller græsker.

Rullepølsen kan sagtens laves i forvejen og fryses ned, kogt eller ukogt.

Opskriften er en ældre Kirsten Hüttemeier opskrift.


RULLEPØLSE FRA HERREGÅRDEN

1 slag fra grisen
ca. 350 g magert flæskekød, skåret i tynde skiver
2 tsk. salt
1 tsk. peber
1 tsk. tørret timian
1/2 tsk. sukker
1 spsk. finthakket rå løg
1 tsk. groftknust sort peber

Det magre kød skæres i tynde strimler, blandes med krydderierne, det blandes godt med hænderne og trækker på et koldt sted et par timer.
Slaget gnides med 1 spsk. salt, derefter lægges det magre kød på sammen med de krydderier, det har trukket med. Slaget rulles stramt sammen og syes eller snøres med bomuldsgarn. Rullepølsen kan nu fryses eller kommes i kogende vand med 2 laurbærblade, 3 hele nelliker og 3-4 hele peberkorn. Småkoger under låg i ca. 2 timer, alt efter størrelse.
Tages op af vandet og afsvales under pres på et fad eller i en rullepølsepresse.

Kan evt. halveres og fryses.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS


Og Søster Hanne syr og syr.
Hun siger, Julen er saa dyr,
hver Gang hun Grisen ryster.
Til Faer hun har en Pibesnor
af Perler, og til Bedstemoer
hun hækler paa en Trøster.

torsdag

SVINEKØD I ORANGESOVS

Juletid er grisetid, - i december spises store mængder svinekød, der som bekendt optræder i mange af de gode, gamle, traditionelle juleretter, vi danskere jo så nødigt vil undvære her i juletiden.

I hverdagen er svinekød også vores mest foretrukne kødvalg, - dels er svinekød til at betale og dels er der så mange muligheder med svinekød.

Det med svinekød og middagsretter, var et forhold Eksport-Svineslagterierne op gennem 60erne, gjorde meget ud af at hjælpe og vejlede danske husmødre i "Gris på gaflen" opskrifterne, der udkom i løsblade til at sætte i mappe. Opskrifterne lå i enhver slagterforretning over det ganske land.
Mappen kunne fås hos slagteren eller den kunne rekvireres hos "Gris på Gaflen" ved at indsende 2 kr. i frimærker.

Svinekød i orangesovs er en af disse flere hundrede opskrifter. Der udkom omkring godt 550 "Gris på gaflen" opskrifter. Med appelsin og mandler på ingredienslisten er denne dejlige ret rigtig god decembermad for familien. Lav dobbelt portion, så er der varmemad til dagen efter.
 

SVINEKØD I ORANGESOVS

3/4 kg svinekam uden spæk eller flæskesmåkød
50 g smør
2 store løg
salt
peber
1 dl frisk appelsinsaft
1 dl vand
1 dl tør hvidvin
1 dl piskefløde
den gule skal af 2 appelsiner (usprøjtede)
8-10 mandler

Kødet skæres i fingerstore strimler, der brunes i smør i en gryde og tages op. Løgene skæres i fine terninger og svitses let i smørret i gryden. Kødet hældes tilbage, krydderier, appelsinsaft, vand og vin kommes ved og kødet småsteger under låg godt 1/2 time. Eventuelt kan vinen erstattes af saft og vand. Fløden kommes i 5-10 minutter før retten er færdig. Mens retten gør sig færdig, snittes den gule appelsinskal i meget tynde strimler, der koges i vand 5 minutter. Kogevandet hældes fra og kasseres.

Servér svinekød i orangesovs, overdrysset med appelsinstrimler og mandelflager. Byd flutes eller løskogte ris til sammen med en salat af årstiden.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS




Og Moer har Peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit Sølvskab Moer nu aabnet har,
og Stadsestagen frem hun ta'er,
den med de mange Arme.


onsdag

JYSK PANDEMAD

Jysk pandemad, bestående af stegte svinekoteletter og lever, garneret med ristede pølser, champignoner, ærter og tomatskiver, brunede løg og ristet bacon. Retten serveres i pande eller i et ildfast fad, overhældt med en lækker fløde- tomatsauce.

Rigtig lækker ret, velegnet som såvel hverdagsmad, søndags- eller gæstemad. Endnu en af de gode gamle Gris på gaflen opskrifter fra Eksportslagterierne i 60erne, der dengang gjorde meget ud af at vejlede danske husmødre i, at lave mad med svinekød.

Opskriften er til 4 personer


JYSK PANDEMAD

4 svinekoteletter
8 små skiver svinelever
mel
salt
peber
50 g smør
12 cocktailpølser
250 g champignons
4 tomater
125 g ærter
persille
16 skiver bacon
1 løg

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS


Og paa hans Bord forleden Dag
jeg saa et yndigt, lille Flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en Sax;
men naar jeg kommer ind, han strax
sin Stads i Skuffen gjemmer.

tirsdag

VARM KÆMPE LEVERPOSTEJ-SANDWICH

Leverpostej, dejlig hjemmelavet leverpostej, har sin højsæson nu i december måned. Serveret lun med bacon, sky og rødbeder, er det sandelig også en himmerigsmundfuld.

Hvis der holdes klippe- klistre aften og forjulehygge med familie og venner, er det nu rart på forhånd at forberede noget lækkert, når lækkersulten melder sig ud på aftenen. Praktisk at forberede tingene i god tid, så det undgås at stå i køkkenet det meste af aftenen.


- Og hvad er da dejligere end denne varme kæmpe leverpostej-sandwich, som både børn og voksne vil elske. Leverpostejen kan nu sagtens være en købeleverpostej.
Bundene, lagt sammen med leverpostej og smurt med leverpostej, kan godt gøres i god tid.

Rækker til 4 personer.

Opskriften er Eksportslagteriernes. - En af de gode gamle Gris på Gaflen opskrifter fra engang i 60erne.


VARM KÆMPE LEVERPOSTEJ-SANDWICH

1 daggammelt stort sandwichbrød (ikke i skiver)
1/2 kg leverpostej
100 g smør
1 æg
250 g champignoner
250 g bacontern
lidt fløde
salt
rasp
40 g smør

pynt

brøndkarse eller porrer
2-3 tomater

Et stort, daggammelt sandwichbrød skal danne bundene. Afskorp brødet og skær 4 store skiver af brødet på den lange led. Læg stykkerne tæt, to og to sammen. Med en tallerken udstikkes runde bunde, således der bliver to stk. bunde.

Smørret, det halve æg og leverpostejen røres sammen, der tilsættes lidt fløde og salt. Lidt af de ristede baconterninger og champignoner blandes i og resten bruges til at komme ovenpå.
Ca. 3/4 af leverpostejen lægges på den ene bund og den anden bund lægges forsigtigt over. Resten af leverpostejen smøres udenpå. Brødet pensles med æg og drysses med rasp. Det smeltede smør hældes over.
Sandwichen bages i ovnen ved 170 grader i 20-25 minutter.

Serveres varm fra ovnen, pyntet med resten af champignonerne og baconterningerne samt tomatbåde og ganske tynde porreringe eller brøndkarse.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS



Jeg glæder mig i denne Tid;
nu falder Julesneen hvid,
og saa maa Julen komme!
Min Faer hver Dag i Byen gaar,
og naar han kommer hjem, jeg staar
og ser hans store Lommer

mandag

KARRY-GULLASCH

Karry kan ellers nok sætte prikken over i'et på en ganske almindelig hverdagsret, hvor det gælder om at lave god og veltillavet mad. - Mad, der gerne må smage af noget.

Karry-gullasch er en sådan hverdagsret, tillavet af svinekød, løg og karry, hvor det får lov at småsnurre mørt under låg. Fløde gør saucen ekstra lækker og som tilbehør, serveres en kartoffelmos eller ris til.

Hvis vi er praktiske, laves der til to dage. Der er faktisk ikke noget dejligere, end når der er varmemad næste dag. Den ene dag kan vi jo servere kartoffelmos og den næste ris til.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


KARRY-GULLASCH

1 1/2 pund svinekød (gerne nakkekød)
løg
Suppe eller vand (det skal kun knap dække)
fløde
salt
peber

til pynt

små kogte løg
spansk peber
flåede tomater
hårdkogte æg, hakket

Svinekødet skæres i ikke for tykke strimler og brunes i en gryde sammen med groft hakkede løg, karry og salt. Dæk kødet med væde, suppe eller vand. Lad retten snurre til kødet mødet er mørt. Tag kødet op og kog suppen ind, jævn ganske let og legér med lidt fløde.
Pynt med små kogte løg, spansk peber i strimler, flåede tomater og hakket, hårdkogt æg.

Servér karry-gullasch med kartoffelmos eller ris til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

søndag

KOLD POSTEJ MED GRØN SALAT


En lille forret eller natmad, bestående af en kold postej med hønsekød, skinke, hårdkogte æg og ærter. krydret med hvidløg, timian, rosmarin og paprika, serveret med grøn salat, kan for en stor del gøres færdig dagen forinden.

Postejen er bedst, når den er lavet dagen forinden og har stået koldt til næste dag. Den kan overhældes med sky eller det kan undlades.

Når skiverne skæres ud, ses æg, ærter og skinken i snitfladen, hvilket gør postejen indbydende og dekorativ.

Opskriften er skuespillerinden Bodil Kjers, fra den tid, hvor hun boede på Frydenlund i Vedbæk sammen med sin daværende mand Olaf Nordgreen. Det var ofte ham, som stod for madlavningen på Frydenlund.

Bodil Kjers sølvtøjskommode står i øvrigt i min stue. Når jeg ser på den kan jeg tænke store tanker om mad fra en svunden tid. Opskriften her er godt 40 år gammel.

Kilde : Paul Erik Christiansen



GRØN POSTEJ MED GRØN SALAT

postej

250 g hønsekød
250 g skinke
250 g spæk
1 løg
1 fed hvidløg
2 æg
2 spsk. maizena
1 spsk. flormel
piskefløde
4-6 hårdkogte æg
ærter
salt
peber
lidt muskat
lidt timian
lidt rosmarin

Hønsekød, skinke (et par blokke tages fra), spæk, løg og hvidløg hakkes et par gange i kødmaskinen og farsen samles med 2 æg, 2 spsk. maizenamel, 1 spsk. flormel og lidt piskefløde. Smages til med salt, peber, lidt muskat, lidt timian, lidt rosmarin og lidt paprika.
I en velsmurt, langagtig form lægges et lag fars i bunden og herover 4-6 hårdkogte æg, hvor spidsen af hviden er skåret af, så æggene kan ligge tæt sammen. Endvidere fordeles grønne ærter og lidt skinkeblokke ind imellem. Resten af farsen lægges over og postejen bages i vandbad i en ovn ved ca. 200 grader en times tid.
Postejen kan evt. overhældes med sky. Sættes koldt, - gerne til næste dag.

grøn salat

En dressing laves af vinaigre, ret meget olie, evt. en blanding af almindelig salatolie og olivenolie, salt, peber, hvidløg og sennep.
Heri kommes grønne salatblade og hvad der findes i huset, f.eks. tomater og grøn peberfrugt.

Servér den kolde postej i skiver med grøn salat til.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Mormors Juleopskrifter

VI BAGER GAMMELDAGS

lørdag

GAMMELDAGS PANDEKAGES KAGE

Til lørdagsdesserten vælger vi en gammeldags pandekages kage med glasur på. Den skal nok gøre lykke hos såvel små som store. Også en herlig sag at samles om i december måned, der jo de fleste steder står på julerier og hyggeligt samvær.

Der bages tynde pandekager af ganske almindelig pandekagedej. Til fyldet lægges et tykt lag æblemos, drysset med kanel mellem hver tredje pandekage.

Før servering sættes pandekages kagen i ovnen ved svag varme et øjeblik, for at glasuren bliver tilpas , før kagen sættes på bordet. Sikkert til stor fryd for de omkringsiddende.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


GAMMELDAGS PANDEKAGE KAGE

dej

4 æggeblommer
2 æggehvider
2 dl fløde
2 dl mælk
1 dl smeltet smør
lidt hvedemel

Pisk alle ingredienserne sammen til en pandekagedej. Kom lidt margarine på panden og bag fine, tynde pandekager, men kun  på den ene side. Pandekagerne stables på et fad, der kan tåle at komme i ovnen og for hver tredje pandekage lægges et tykt lag æblemos, som drysses med kanel. Kagen stryges med hårdtpisket æggehvide og sukker og stilles i ovnen for svag varme til glasuren er færdig.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

fredag

HØNSEKROKETTER MED RISTET PERSILLE

Velsignet med en rest hønse- eller kyllingekød fra dagen før, tilberedes de dejligste sprøde hønsekroketter, serveret med sprødristet persille, grøntsager efter årstiden, tomatsalat og evt. en madeirasauce til, som dog kan undværes.

Forberedelsen skal helst begynde først på dagen eller allerhelst dagen før for et godt resultat.

Hønsekødet behøver ikke at være det bare, hvide brystkød. Lår- og pillekød gør sig fint i denne dejlige resteret.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


HØNSEKROKETTER MED RISTET PERSILLE

en rest kold, hønse- eller kyllingekød
1/2 pund champignons
fløde
lidt hønsekødsuppe
salt
peber
evt. 2-3 blade husblas
æghvide
rasp
olie

Hønsekødet, der er uden ben og skind, skæres ud i små tern og blandes sammen med kogte champignons i skiver i  en meget tyk, opbagt stuvning af fløde og hønsekødsuppe, smagt til med salt og peber. Man kan for at være sikker på den blivende konsistens, tilsætte 2-3 blade udblødt husblas i stuvningen. Massen hældes op på en smurt bakke eller plade og afkøles. Den skal stå så koldt som muligt og allerhelst til næste dag. Så formes de små, aflange firkanter, der paneres i æggehvide og rasp. Koges i rygende varm olie.

Servér kroketterne på et fad, pyntet med ristet persille og grønne ærter omkring. En skål tomatsalat, bestående af tomatskiver og hakket løg hører til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

torsdag

KOKKENS FLØDEGULLASH

Når kulden bider udenfor kommer lysten op i én til at servere noget rigtig hyggeligt og velsmagende for familien, til lørdag-søndagsmad eller til gæster, som kan lide god mad.

Det betaler sig at lave mad til et par dage, når man nu alligevel er i gang. Arbejdet er såmænd det samme. - Og så er det en fordel, at færdiggøre retten tidligt på dagen, lige til at varme, når den skal bruges.

Kokkens flødegullash er bestemt en rigtig herreret, serveret med tyttebær eller ribsgelé og en god kartoffelmos til.

Opskrift : Birte Olufsen 1965


KOKKENS FLØDEGULLASH

1 1/2 pund kalvekød (bov, inderlår eller klump)
1 stort løg
fløde
margarine
kulør
salt
peber

Kødet pudses af og skæres i pæne firkanter på ca. 2 x 2 cm. De krydres med salt og peber og brunes i smør eller margarine i en gryde. Tilsæt det fintsnittede løg og hæld vand eller lys suppe ved og lader retten koge til den er næsten mør. Kødet tages op og suppen koger ret kraftigt til den har fået jævn karakter. Tilsæt igen kødet og hæld lidt fløde ved. Småkoger til det hele er mørt. Tilsæt lidt kulør og jævn retten let.

Servér kokkens flødegullash med kartoffelmos og tyttebær eller ribsgelé.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS