mandag

Pirogi med stærk sauce

Igen en god gammeldags resteret, bikset sammen af en pirogidej med fyld af hachis, tyk fiskestuvning, rester af kødfars som kødrand eller kød, skåret i tynde skiver. Hertilen god, stærk sauce som tomat- eller madeirasauce. Pirogi fyldt med kød kan serveres med stuvet spinat. Fyldet skal være tykt, da det ellers kan flyde ud under bagningen.
Hele, flåede tomater er også godt til pirogi.

Det vigtige er, at få brugt sine rester på en god og smagfuld måde, således der opstår en helt ny og spændende ret. Noget de gamle husmødre forstod. Her smed man ikke mad ud. Sparsommelig hed var en dyd og ikke mindst i familier med store børneflokke, der var almindeligt.

Tidens kogebøger kunne nok inspirere en og anden husmoder om, hvordan rester kunne forvandles til hel nye retter.

PIROGI MED STÆRK SAUCE

dej

250 g mel
225 g smør eller mgr.
2 spsk. fløde

fyld

tyk stuvning af kød eller fisk, hachis, rester af kødfars, skåret i skiver eller andet

madeirasauce, mørk

4 dl suppe
3 spsk. mel
2 spsk. smør eller mgr.
1 dl madeira
fløde
sukker
salt
peber

Suppen bringes i kog, meljævning tilsættes under stadig piskning, derefter iblandes smørret, fløde, kulør, krydderier og vinen, der gerne må koge med. Saucen koger godt igennem og smages til.

Til dejen sigtes melet, smørret eller mgr. hakkes ud heri og dejen æltes sammen med fløden. Derefter rulles dejen ud, ret tykt og afstikkes til forholdsvis store medaljer. På halvdelen af dejen lægges fyldet, resten af dejen foldes sammen herover. Kanterne takkes sammen med en gaffel. Pirogerne smøres med æg og bages i ovnen ved rask varme, 225 grader i 10 minutter.

Mormors Juleopskrifter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.