tirsdag

Kødruller med øl

Kødruller med øl, serveret til stuvede grøntsager og kogte kartofler er endnu et eksempel på mad fra en svunden tid. Dengang fandt man ud af at anvende øl i maden og det er ingen dårlig idé. Faktisk er øl i maden på mode igen i mange simreretter. Ganske almindelig pilsnerøl er fint til kødruller med øl, men andre øltyper er også i orden. Øllet giver en kraftig sky.


KØDRULLER MED ØL

Hakket, magert svinekød
salt
peber
mel
rasp
mgr.
1 pilsnerøl eller anden øl

Det hakkede svinekød røres med salt og peber og trlles til små tykke pølser. Pølserne brunes på panden i brusende mgr.. Hæld øl ved pølserne og lad dem simre til de er møre.

Servér pølserne på et fad med skyen hældt ved sammen med kogte kartofler og evt. stuvede ellerkogte grøntsager til.

VELBEKOMME

mandag

Savoykålsbudding

Savoykålsbudding med hakket skinke er fra en fjern tid. Opskriften på savoykålsbuddding er fin og kan sagtens serveres nu om stunder. Den er forholdsvis nem at lave og gør sig færdig i ovnen.

Mængden af kål og skinke kan reguleres under hensyn til størrelse af form eller fad. Der eksisterer ikke mål og vægt på  savoybudding, hvorfor tingene må bero på et skøn.


SAVOYKÅLSBUDDING

1 savoykål
kogt, hakket skinke
peber
finthakket løg

Bland den hakkede skinke med peber og finthakket løg.

Kålen koges mør. En smurt form eller ildfast fad med høje kanter beklædes i bunden med de største blade. Så lægges et lag skinke. Bliv ved til formen er fuld.

søndag

Restepie

Restepie, lavet af en rest kogt kød og en rest kogte kartofler fra dagen før er en gammel, dejlig måde at få et billigt og spændende måltid ud af rester. Kødet kan være svinekød, kalvekød, oksekød eller røget kød, alle kogte kødrester er brugbare.


RESTEPIE

1 rest kogt, hakket kød
løg, finthakket
salt
peber
kogte, revne kartofler
smeltet smør eller mgr.
knuste tvebakker eller rasp
smeltet smør

Rør det hakkede kød med det finthakkede løg. Smag til med salt og peber.

Riv de kogte kartofler på rivejernet og rør det smeltede smør i.

En form eller et ovnfast fad med høje sider smøres. Heri lægges lagvis og skiftevis kartoffelmasse og kødmasse. Slut med et lag kartofler. Strø de knuste tvebakker eller rasp over og tilsidst hældes smeltet smør over.

Bages ved 200 grader i 1 1/4 time i ovnen.

Vend pien ud på et fad.

Restepie serveres med skysauce og kogte rosenkål, vendt i smeltet smør. Anden kogt grøntsag kan også anvendes.

VELBEKOMME

lørdag

Sveskepandekage

Sveskepandekage med sukker på er en gammel spareret, der er god at bruge en rest daggammelt, halvtørt franskbrød på og samtidig få noget lækkert ud af anstrengelserne, men det skal man ikke lade sig snyde af . . . . . den smager fantastisk. Om man vælger smag af kardemomme eller ej i sin sveskepandekage, beror på smag og behag.

Sveskepandekage er en god dessert eller en god følgesvend til en lille glad kop kaffe.


SVESKEPANDEKAGE

1 stor tallerken revet franskbrød
mælk, der dækker
lidt salt
sukker
evt. lidt stødt kardemomme
4 æggeblommer
4 stiftpiskede æggehvider
1 spsk. hvedemel
smør

svesker

Blød franskbrødet op i mælk og smag til med lidt salt, sukker og evt. kardemomme. Rør æggeblommerne og melet i. Tilsæt tilsidst forsigtigt de stiftpiskede æggehvider.

Kog en passende mængde svesker møre og fjern stenene. Skær sveskerne i stykker. Anbring halvdelen af dejen på panden i brusende smør. Når dejen begynder at stivne, bredes sveskerne over i et lag. Læg resten af dejen over. Bag til pandekagen er halvfærdig og brun i bunden og vend den så med et stort låg og bag færdig på den anden side.

Lad sveskepandekagen glide over på et fad og servér den straks med strøsukker på.

fredag

Knæpkager

Knæpkager, en gammel, gammel sønderjysk opskrift, her i både original udgaven og en moderne udgave.


Oprindelig var knæpkager er småkagetype, der blev bagt i den store ovn efter rugbrødsbagningen.

KNÆPKAGER (originalopskrift)

200 g rugmel
200 g hvedemel
300 g sukker
200 g bygmel
300 g fedt
2 dl fløde

Fedtstoffet smeltes og heri varmes fløde, mel og sukker. Alt hældes i et fad og æltes godt. Når dejen er koldt og gennemæltet, udrulles den tyndt og skæres i store aflange kager, som smøres med æg og lidt vand. Prikkes med gaffel.

Bages ved 200 grader i 10 minutter.

KNÆPKAGER (nyere opskrift)

500 g hvedemel
2 1/2 dl fløde
1 tsk. hjortetaksalt
1 tsk. stødt kardemomme
400 g smør
125 g sukker
1 reven citronskal
1 æggeblomme

Ingredienserne æltes godt sammen og skæres i aflange stykker (ca. 8x4 cm). Kan evt. dekoreres. Smøres med æggeblomme.
Bages ved 200 grader i 10 minutter.

Kilde : Inge Adriansen

torsdag

Krambambuli

Krambambuli stammer angiveligt fra de vestindiske øer, men har været en populær drik i det sønderjyske i flere hundrede år.


Selv om julen, vinteren og dermed højsæson for punch netop er passeret, kan Krambambuli nu godt gøre sig ud på en lun sommeraften på terrassen.
Et krus varm Krambambuli kan nok godt holde gang i den indre varme og så smager det fantastisk.

KRAMBAMBULI

3 dl rom
150 g rosiner
saft af 2 appelsiner
saft af 1 citron

2 flasker kraftig, god rødvin
150 g sukker

Udblød rosinerne i rommen ca. 1/2 times tid. Opvarm rødvinen, sammen med appelsin- og citronsaft næsten til kogepunktet. Den må endelig ikke koge. Tilsæt sukker, rom og rosiner.

Servér Krambamboli varm i krus og nyd den medens I hygger jer på de lune sommeraftener.

onsdag

Ål i potte

Ål i potte eller ålepot, stammer fra det sønderjyske egnskøkken. Ål i potte spises med kartofler til, men for mange vil retten nok syntes lige lovlig eksotisk under henvisning til sammensætningen af de anvendte ingredienser.



ÅL I POTTE

600 g ål,  skåret i små stykker
50-100 g rasp
1 liter kødsuppe
50 g rosiner

Ålestykkerne lægges i en gryde og overhældes med kødsuppen, som ikke må dække ålene, da de afgiver væske under tilberedningen.. Hvis ikke man har kødsuppe i huset, bruges vand og lidt suppeurter at komme ved. Når ålene er møre, tilsættes rasp, så saucen bliver lind. Smag til med salt og kom rosinerne i.

Ål i potte serveres med kogte kartofler til.

VELBEKOMME

tirsdag

Ovnbagt æblekage

Ovnbagt æblekage fra Sønderjylland er en dejlig, gammel sag, selvom de fleste i dag nok foretrækker at lave æblekage af æblemos, ristet rasp og eventuelt makroner. Her gælder det dog en gammeldags ovnbagt æblekage. Opskriften her er fra slutningen af 1700 tallet.


OVNBAGT ÆBLEKAGE

12 store æbler
6 æg
75 g smør
75 g sukker
1 tsk. kanel
1 citronskal

Skræl æblerne og skær dem i tynde skiver uden kærnehus. Svits dem halvmøre i smørret. Rør æggeblommerne med sukker, citronskal og kanel. Pisk hviderne og kom dem i dejen. Læg æblerne i bunden af et smurt ovnfast fad og hæld dejen over.
Bages ca. 1 time ved 190 grader.

mandag

Forårsfisk i fad

Forårsfisk i fad, foreller eller laks, gratineret i fad er en fin fiskeret, spist som selvstændig middag med små fine kartofler til. Forårsfisk i fad kan også bruges som en forret. Her kan man med fordel servere små lækre kuvertbrød eller en god flütes til i stedet for kartofler.
Opskriften stammer fra en snart svunden tid, hvor tilberedning krævede mere tid i køkkenet, end der er til rådighed i dag.


Skal retten bruges som hovedmåltid beregnes en forel eller en skive laks til hver person. Serveret som forret er det halve nok.

FORÅRSFISK I FAD

hel forel eller laks i skiver efter behov
40 g smør
2 hakkede chalotteløg
salt
peber
lidt timian
persille
laurbærblade
1/2 flaske tør hvidvin
et lille glas vand

2 æggeblommer
1 1/2 dl piskefløde

Læg smørret i et ildfast fad sammen med de hakkede chalotteløg, salt, peber, lidt timian, persille og laurbærblade. Ovenpå det lægges fisken, som drysses med lidt salt og friskmalet peber. Hæld hvidvin og vand henover.
Fadet stilles tildækket i ovnen ved 190-200 grader i 10 minutter og fisken dampes mør. Væden hældes fra og koges ind. Jævnes med en smørbolle af 40 g smør og 15 g mel. Koger i 5-6 minutter. Legér med æggeblommerne og piskefløden.

Servér forårsfisk i fad med den varme sauce hældt over og drysset med hakket persille. Servér små fine kartofler til eller godt brød.

VELBEKOMME

søndag

Gratinrand

Gratinrand, serveret på gammeldags facon med rørt smør til er dejlig, både til frokost og middag. Hvis gratinrand skal gøre det ud for et varmt måltid, er det nødvendig med rigeligt tilbehør i form af gode, kogte grøntsager og evt. nogle skiver kød. Røget kød som skinke og hamburgerryg er særdeles velegnet hertil.


GRATINRAND

125 g mgr.
125 g mel
2 1/2 dl kogende vand
6 æggeblommer
6 stiftpiskede æggehvider
salt
peber
skiver af kogte gulerødder

friske, grønne ærter eller anden grøntsag

Mgr. og mel bages sammen og spædes op med vandet. Afkøles. Rør nu æggeblommerne i og smag til med salt og peber. Vend de stiftpiskede æggehvider i.
Pensl en randform tykt med blødgjort smør og dekorer formen rundt med skiver af kogte gulerødder (helt tæt). Fyld gratindejen i formen og læg et velsmurt stykke papir over. Koges i vandbad i ca. 30 minutter.

Gratinen vendes ud af formen på et fad. Der anbringes friske grønne ærter eller anden grøntsag i midten af randen.

Servér gratinrand med rørt smør, kogte grøntsager og evt. skiver af røget kød til.

VELBEKOMME