tirsdag

Fru Constantins Julekage

Julekage, fin søsterkage, sirupskage, jødekager, nantelkager, pebernødder, vaniliekranse og brune julekager, allesammen kager fra Fru Constantins Husholdnings- og Kogebog fra 1904.
Dengang på oldemors og tipoldemors tid bagte man kager og f.eks. småkagerne her, som vi ynder at bage til jul. Det var faktisk kager, som stod på damernes kaffeborde dengang.

I den guldnede kogebog, der har tilhørt fru Margrethe Schade, skænket hende af fru Oppermann, står der, at julekagedejen egner sig glimrende til fastelavnsboller også.

Jeg vil påstå, at julekagen er bedst, serveret i skiver med koldt smør på.

I den originale opskrift er mål og vægt efter tiden opgivet i kvint og pægl. Mål og vægt efter vor tid står i parantes.


FRU CONSTANTINS JULEKAGE

1/4 pund (125 g) smør eller mgr.
25 kvint (125 g) stødt melis (sukker)
3 hele æg
1 1/2 pægl (godt 3,5 dl ) sød, lunken mælk (sødmælk)
1 pund fineste hvedemel
1/4 pund (125 g) kartoffelmel
1/4 pund (125 g) rosiner
15 kvint (75 g) småtskåret sukat
kardemomme af 7 til 8 hylstre (stød kapslerne i en morder)
10 kvint (50 g gær) pressegær

Fedtstoffet  varmes, men smeltes ikke og røres hvidt med stødt melis. Heri røres først 3 hele æg, et ad gangen og derpå sødmælken, hvedemel, kartoffelmel,rosiner, sukat, kardemomme og gær, som er opløst i lidt lun mælk. Det hele røres sammen og dejen æltes godt, indtil dejen slipper hænderne. Dejen sættes til hævning. Når den er dobbelt så stor som før, slås den let sammen og lægges op i form af en julekage på en kold plade, som er strøet med mel. Lad den efterhæve og smør den med pisket æg eller æggehvide.
Bagens i en varm ovn (200 grader) en timestid.

Servér nu en glad kop kaffe med hjemmebagt julekage til, som denne julekage er blevet serveret i over hundrede år.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.