mandag

To slags Rødkål

Rødkål, som generation efter generation og Kirsten Hüttemeier lavede den, egner sig perfekt til den fede julemad.
Mortensaften har vi overstået, men da julen nu nærmer sig med raske skridt, er det på tide at overveje, om ikke vi i år skal koge en rigtig gammeldags rødkål til jul, som husmødrene i generationer har kogt rødkål til familien. Rødkål skal der til.

Vidste du det, om den legendariske Kirsten Hüttemeier, der faktisk var besat af strikning ?

. . . . og hun fik solgt et eksemplar . . .

Da hun som 16 årig gik i mellemskolen, greb strikkelidenskaben hende, som så mange andre piger på samme alder. Efterhånden hobede strikmodellerne sig op og det var på tide, at komme af med noget af det. Fik afsat en jumper til en forretning, som solgte den for 25 kroner, hun fik udleveret.

Skriverhuset

Hellere rødkål end bouillon . . . .

Efter eksamen som husholdningslærerinde, var det første job hos et kødekstraktfirma, efterfulgt af et demonstricejob hos en grønthandler i thorsgade, København. Arbejdet bestod i, at skænke bouillon ud til kunderne, som så kunne danne sig et indtryk af drikken.
Jobbet blev en fiasko. Ved starten Mortensaften var folk absolut ikke interesseret i at smage på suppe. De ville bare købe rødkålshoveder. Selv ikke efter Mortensaften blev det med bouillonen nogen succes. Folk brændte sig på den gloende suppe.
Efter 3 uger var det slut og næste job var i reklamebranchen. Husholdningslærerinde på husholdningsskole blev det aldrig til. Jobbet var ikke foreneligt med Kirsten Hüttemeiers temperament. At skrive og holde maddemonstrationer var derimod lige hende.

En skrivende Kirsten Hüttemeier

Opskrifterne er Kirsten Hüttemeiers og fra først i 50erne. Beregnet til 4 personer.

For begge opskrifter gælder, at kålens yderste blade fjernes, hvorefter kålen skæres i 4 dele. Stokken skæres ud af hver del og herefter snittes rødkålen meget fint. Vær opmærksom på, at rødkål svinder meget ind under kogningen.

TO SLAGS RØDKÅL

Rødkål I

1 rødkålshoved
2 rå æbler
75 g smør, fedt eller mgr.
1/2 dl eddike
125 g sukker
salt
3-4 dl ribssaft eller anden frugtsaft

Fedtstoffet smeltes, men brunes ikke og den snittede kål vendes heri. Når kålen er gennemfedtet tilsættes æblerne, der er skåret i mindre srtykker og hvorfra kernehuset er fjernet, eddike, saft og salt og kålen koger sammen i 20 minutter. Så iblandes sukkeret og kålen koger videre til den er mør (ca. 1 1/2 time).
Æblerne bevirker, at kålen koger hurtigere mør p.g.a. æblesyren. Tilsidst smages kålen til. Nogle vil have den med meget sukker, andre med mere eddike og nogle foretrækker kommen i kålen. Det er svensk, men kommen bruges af flere og flere danskere.

Rødkål II

1 rødkålshoved
kogende vand
50 g smør
125 g sukker
1/2 dl eddike
salt
3 dl ribssaft eller anden frugtsaft

Denne kål regnes for mere letfordøjelig end opskrift I, idet kålen her får et opkog i vand, som kasseres.
Kom den fintsnittede kål i en gryde og overhæld den med kogende vand. Kog kålen heri i 20 minutter, tag den op og læg den i en anden gryde, hvor fedtstoffet og sukkeret er smeltet. Tilsæt eddike, ribssaft og salt og kog kålen under låg i en times tid, til den er gennemmør. Smag rødkålen til.

Mormors Juleopskrifter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.