søndag

Kød og Kål Gryderet

Når vi nu om en lille uge går ind i julemåneden og kan se frem til en travl december, vil det være mest praktisk, at have tænkt lidt over, hvad der skal stå på familiens middagsbord i december.

Se at få brugt fra fryseren for at skabe plads til julemaden og tænk lidt over det praktiske i f.eks. at have nogle gode retter som sammenkogte gryderetter og ovnmad i fad i erindring. Mad der er velegnet til en travl stund, idet maden kan tilberedes forinden og bare sættes i ovnen en tid før der skal spises. Sammenkogt mad lavet til flere dage, der blot skal varmes, er en god tidsbesparer og så er der det ved sammenkogt mad, at det faktisk smager endnu bedre dagen efter.

Allerede i 50erne indså man det praktiske i mad tilberedt i fad eller gryde, så både kød, kartofler og grøntsager kunne mødes og tage smag af hinanden. Opvasken formindskedes, ingen større anretning af maden og så kunne husmoderen spare tid.

I en gammel kogebog fra 1956 fandt jeg spændende retter til ildfast fad og ligeledes gode sammenkogte retter, - retter, som i vore dage kan ydes fuld retfærdighed.

Kød og kål er navnet på en gammel gryderet, der blot skal stå at simre i 3/4 til 1 time. Retten serveres med løse ris og ristede bananskiver til.


KØD OG KÅL

500 g kalve- eller flæskekød, skåret i småstykker
1 spidskål eller et lille hvidkål, fint strimlet
1/2 frisk spansk peber, skåret i strimler
4 dl vand
salt

chutney
flåede tomater i både
ristede bananskiver

Kødet skæres i mindre stykker og brunes sammen med den fint strimlede kål. Peberstrimlerne kommes ved. Vandet hældes ved og retten småsimrer til alt er mørt, 3/4 - 1 time. Tilsæt chutney, smag retten til og læg både af tomater over.

Servér kød og kål med løse ris og ristede bananskiver til.

VELBEKOMME

Noget om Mad 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.