fredag

Ostehorn

Ostehorn er anvendelige og dejlige, rigtig gammeldags småbrød, - serveret nybagte til en kop te, som kuvertbrød til suppe og som natmad med pålæg på og et godt glas øl til.


De dejlige ostehorn er det en rigtig god idé at bage nogle stykker af og så fryse dem ned til julemåneden og selve juledagene. Sørg for at ha' nogle poser i fryseren. Der skal nok blive brug for og rift om dem. Det er i det hele taget kuvertbrød så lækre, som de huskes fra min barndom i 50erne. Et fint lille stykke mormor bagværk.

Opskriften rækker til 16 stk. og Kirsten Hüttemeir lancerede denne opskrift på små kuvertbrød med ost netop midt i 50erne.


OSTEHORN

250 g hvedemel
125 g smør eller mgr.
1 lille tsk. salt
30 g gær
ca. 1 1/4 - 1 1/2 dl lunken mælk

fyld

16 små skiver mild ost

Fedtstoffet hakkes ud i melet, gæren smuldres i, saltet tilsættes og dejen æltes sammen med den svagtlunkne mælk. Dejen skal være blød og smidig, derfor kommes mælken i lidt efter lidt.
Dejen deles i to portioner, der hver rulles ud til en pandekage, der deles i hver 8 stykker. På hert stykke lægges en tynd osteskive, der ikke må gå ud over dejen, som rulles sammen fra den brede ende mod den smalle. Hornene lægges på en smurt plade (plade med bagepapir) og hæver tildækket et lunt sted i 15-20 minutter. Pensles med æggehvide og drysses med enten lidt groft salt, revet ost eller kommen.
Bages i ovnen ved rask varme (250 grader) i 10 minutter.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.