lørdag

Hofdessert

Hofdessert, endnu en skøn gammel dessertopskrift fra en tid med anden mål og vægt end i vore dage. Desserten er endog rigtig god og fortjener at blive holdt i live. Øverste lag af denne hofdessert udgøres af en slags chantillycreme, bestående af flødeskum, tilsat vanilie og sukker. Det er en meget lækker dessert.

                                              

HOFDESSERT

makroner efter behov
250 g chokolade
1/2 pot vand (1/2 liter)
grofthakkede mandler efter behov
flødeskum til man skammer sig
vanilie
sukker

1 pot = 1 liter

Belæg bunden af en fiks glasskål med makroner og læg herover et lag chokolade, kogt af chokolade og vand. Strø et lag grofthakkede mandler ud og herover, flødeskum, smagt til med vanilie og sukker.

Hofdessert er god, serveret med et glas hedvin til, portvin, madeira m.m.

I min barndom op gennem 50erne, fik vi altid dessert efter middagen om søndagen. Desserten, var for de voksnes vedkommende, ofte ledsaget af enten portvin eller madeira.

fredag

Tyske Klumper

Tyske klumper, kogt i letsaltet vand og serveret med saftsauce til.
Denne over 100 år gamle opskrift er fin, hvis man står med en rest kogte kartofler fra dagen i forvejen og så er den et anderledes supplement til brasede kartofler og biksemad, - to ting, der ofte tyes til af restekartofler.


Løg og flæsk, sammen med kartofler og den søde saftsauce klæder faktisk hinanden og så er det en sjov ting. Vi spiser jo også sødt syltetøj til kødretter.
Skal jeg endelig sige noget, kan kardemomme godt undlades, men igen er det et spørgsmål om smag og behag.

TYSKE KLUMPER

1 stor tallerken kogte, revne kartofler
5-6 skiver spæk i bittesmå firkanter
1 lille meget finthakket løg
sukker
salt
kardemomme
3-4 æg
lidt hvedemel
evt. lidt mælk

kogende, letsaltet vand

Steg flæsk og løg godt i gryden og bland det sammen med det afsmeltede fedt i de revne kartofler. Smag til med salt, sukker og evvt. kardemomme. Tilsæt æg og lidt hvedemel og rør til en fast dej. Hvis kartoflerne er for tørre til at modtage melet, tilsæt lidt mælk.

Store boller sættes på kogende vand med salt og koges stille.

Servér tyske klumper med saftsauce til.

VELBEKOMME

torsdag

Kirsebærsuppe

Kirsebærsuppe efter denne gamle opskrift, udgivet første gang i 1903, serveret med små brød- eller melboller er værd at prøve, når kirsebærsæsonen sætter ind senere på sommeren. Kirsebærsuppe og iøvrigt anden frugtsuppe kan de fleste formentlig få til at glide ned og så kan mangen en frugtsuppe med stort behag spises både kold og varm.

Bemærk, at opskriften er med 3 liter vand. Det er en stor portion, hvis man kun er få til at spise. Der kan selvfølgelig reduceres i opskriften.


KIRSEBÆRSUPPE

1 1/2 pund kirsebær
3 potter (3 liter) vand
kanel
citron
sukker
kartoffelmel

1 pot = 1 liter

Tag en lille håndfuld kirsebær af de pæneste fra og stik stenene ud, som knuses og koges i 3 potter vand sammen med alle bærrene i 1/2 time. Sies derpå og suppen kommes i gryden og koger lidt med kanel, citron og de udstukne bær.
Smag suppen til med sukker og jævn den tilpas med kartoffelmelsjævning (kartoffelmel og vand).

Servér kirsebærsuppe med små brød- eller melboller, kogt i saltet vand.

VELBEKOMME

onsdag

Kogt gedde

Kogt gedde, serveret med smeltet smør, reven peberrod og en god kartoffel er endnu én over 100 år gammel opskrift, som egentlig godt kunne fortjene at komme på bordet i vore dage.
Kogt gedde ses ikke meget i Danmark, selvom vi rimelig nemt kan få fat i denne ferskvandsfisk.


På min morgentur langs åen forleden dag, huskede jeg, at dagen var udråbt til geddens dag og havde bemærket en annonce i den lokale avis, hvor man i avisen opfordrede folk til at være med til at fange gedder i åen, netop denne dag.
Selvom jeg ikke er lystfisker, faldt jeg dog over denne gamle opskrift, da jeg kom hjem. Den er som mange andre meget gamle opskrifter ikke for nøjagtig, så man må prøve sig lidt frem til resultatet.

KOGT GEDDE

1 gedde af passende størrelse
eddike til at pensle med
salt
vand
salt

smeltet smør
reven peberrod

Gedde skrabes ikke og koges hel med hoved, når den er rengjort og vasket godt. Skindet pensles med eddike og strøes med salt. Har man ingen fiskesi, kan man, efter at gedden er bundet sammen med hale og hoved, komme den i en serviet (stofserviet) og koge den i saltet vand.

Kogt gedde serveres med smeltet smør, reven peberrod og kogte kartofler. Fadet pyntes med kruspersille.

VELBEKOMME

tirsdag

Jordbærkoldskål

Jordbærkoldskål kan laves på flere måder, med eller uden mælkeprodukt.
I vore dage kan jordbærkoldskål fås på karton fra mejeriet i sommer halvåret i forskellige udgaver, med eller uden æg og ymer.
Denne gamle opskrift på jordbærkoldskål er fra 1903. Den har sin helt egen karaktér og er forøvrigt uden tilsætning af mælk.


Helt nøjagtig mål og vægt er ikke angivet, så man må improvisere sig lidt frem til konsistens og smag.

JORDBÆRKOLDSKÅL

3-4 pund jordbær
vand
sukker
evt. nogle dråber citron

Jordbærrene skylles og de bedste pilles fra for at blive drysset med sukker. Hæld vand på resten af bærrene og pres dem gennem en sigte. Der skal ialt blive 3 potter (3 liter) saftevand. Smag til med sukker og evt. nogle dråber citron. Tilsæt de sukrede hele jordbær.

Jordbærkoldskål serveres med små tvebakker.

VELBEKOMME

mandag

Citronpie

Citronpie, bagt på butterdejsbund, fyldt med citroncreme er en herlig gammel dessert, som også er god til en glad kop kaffe. Citroncremen har en pragtfuld smag i denne skønne citronpie, overtrukket med marengs og pyntet med frugtgelé.


Man kunne altså sagtens lave spændende ting, dengang for over 100 år siden, hvor husmødrene ikke havde moderne teknologi og hjælpemidler til rådighed i køkkenet, - køkkener, der i mange tilfælde dårligt kunne kaldes et køkken, sammenlignet med nutidens køkkenpaladser.
Citronpie blev dog næppe serveret i hjemmene på bunden af samfundet, men var  noget bedsteborgere og andet godtfolk med køkkenansatte havde taget til sig.

CITRONPIE

butterdej (1 pk. frossen)
1 pægl vand (2,5 dl)
saft af 1 citron
revet skal af en citron
4 æggeblommer
1 top teskf. melis
lidt kartoffelmel
4 stiftpiskede æggehvider
lidt melis

For nemheds skyld kan bruges frosne butterdejsplader. Rul butterdej tyndt ud og beklæd en lagkageform med dejen, som lægges godt op på kanterne. Bag bunden.
Vandet sættes over komfuret i en gryde, sammen med saft og skal af citronen. Rør æggeblommerne med melis og lidt kartoffelmel. Koges sammen med vandet til en creme, der lægges på den bagte butterdejsbund i formen. Pisk æggehviderne stive med sukkeret og bred det ud over det hele. Sæt pien i ovnen til marengsen er stivnet.

Servér citronpie, anrettet på et fad.

søndag

Maries Overraskelse

Maries overraskelse, lavet på kogt svineskank er en både spændende gammel ret og en særdeles velsmagende ret. Alene tanken, at man fandt på at bruge pandekager i en kødret fra tiden dengang, er overraskende. Det er selvfølgelig pandekager bagt uden sukker. (Madpandekager)

Svineskank er ikke det stykke kød, flest forbrugere går efter, men som her i denne gamle opskrift, er det faktisk muligt, at få noget fornuftigt ud af en billig svineskank.



MARIES OVERRASKELSE

1 kogt svineskink, hakket fint
finthakket løg
peber

1 spsk. mel
lidt mælk
3 æg
3 pægle mælk

stødte tvebakker eller rasp

6-8 tynde pandekager uden sukker

SKARP BRUN SAUCE

1 spsk. mel
mgr.
2 hakkede løg
1 laurbærblad
bouillon
salt
peber
sukker
1 tsk. sennep
lidt eddike

Brun melet i mgr. sammen med hakket løg og laurbærbladet. Spæd med bouillon til saucen har den rette konsistens.
Smag til med salt, peber, sukker, sennep og lidt eddike.

Kog 1 svineskank i letsaltet vand. Skanken skal være så mør, at kødet nemt kan pilles fra. Hak kødet fint og bland det med finthakket løg og lidt peber.
Bag pandekagerne helt tynde. Læg et lag hakket kød på hver og rul dem sammen. Sæt pandekagerne ved siden af hinanden i en velsmurt form med høje kanter.
Rør melet ud i mælken og pisk æggene i. Kom 3 pægle mælk i. Hæld massen over pandekagerne i formen (det skal stå rigeligt over).
Stød nogle tvebakker eller brug rasp, som drysses over. Der anbringes små smørklatter hist og her.

Bages i ovnen ved ca. 180 grader i 1 time.

Maries overraskelse spises med stuvede bønner, stuvede rosenkål, grønærter eller kogte kartofler og skarp sauce.

lørdag

Hofdessert

Hofdessert, endnu en skøn gammel dessertopskrift, bestående af makroner, fløde og mandler fra en svunden tid med andre mål- og vægtangivelser end i vore dage. Desserten er god og fortjener at blive holdt i live. En lag af hofdesserten, udgøres af en slags chantillycreme, bestående af flødeskum, tilsat vanilie og sukker.


HOFDESSERT

makroner efter behov
250 g chokolade
1/2 pot vand (ca.1/2 liter)
grofthakkede mandler efter behov
flødeskum efter behov
vanilie
sukker

En pot = 0,966 liter = 4 pægle

Belæg bunden af en glasskål med makroner og læg herover et lag chokolade, kogt af chokolade og vand. Strø et lag grofthakkede mandler ud og herover, flødeskum, smagt til med vanilie og sukker.

Hofdessert er god, serveret med et glas dessertvin til, - helt på gammeldags vis.

torsdag

Hjemmebagte Tvebakker

Hjemmebagte tvebakker med gær er en sjov ting at kaste sig over, en dag, der er god tid og man gerne vil prøve noget anderledes. Opskriften her er godt 100 år gammel og er derfor forsynet med andre mål for vægt og så er opskrifterne ikke alt for nøjagtige, så man må improvisere sig lidt frem, men sjovt er det.
Der eksisterer forøvrigt også en opskrift fra tiden på hjemmebagte tvebakker med bagepulver.


Inden længe er de danske jordbær i butikkerne og det bliver muligt, at servere jordbærsuppe af danske jordbær for familien. Hertil vil en portion hjemmebagte tvebakker bestemt gøre sig. Eller hvad med en skøn gammeldags hjemmegjort rabarbersuppe, kogt med vaniliestang.


TVEBAKKER MED GÆR

1 Pd (pund) mel
1 pægl mælk ( 2 1/2 dl )
20 kv. kvint melis ( 100 g )
1 tsk. hjortetaksalt
for 50 øre gær (  ca. en halv pakke)

Gæren opløses i lun mælk og ingredienserne æltes godt sammen til en dej. Dejen hæver 1/2 times tid og trilles til små boller.
Bollerne bages lyse ved ca. 200 grader og skæres over med let hånd, når de er kolde.
Tørres smukt lysebrune i ovnen.

Hjemmebagte tvebakker er anvendelige til frugtsupper, koldskål m.m.

onsdag

Aresju

Aresju er et gammelt sønderjysk navn for irsk stuvning. I en rigtig sønderjysk Aresju er der både fersk og røget flæsk og så elsker sønderjyderne smagen af, hvis retter branker lidt og kålen bliver brun. Så der skal brunes kraftigt, hvis man er enig.

Ofte ses opskrifter på irsk stuvning, hvori gulerødder indgår. Her er kun brugt kartofler.


ARESJU

1 kg stribet flæsk, skåret i ikke for små stykker
1/2 kg røget flæsk, skåret i ikke for små stykker
salt
peber
1 stort hvidkålshoved, groftsnittet
Skrællede kartofler, skåret i stykker

Brun flæsket i en gryde og tilsæt hvidkål, kartofler, salt og peber. Lad retten simre til alt er mørt.

Hvis det skal være rigtig sønderjysk, - sørg da for at branke fedtet lidt og se til at kålen tager farve.

Aresju serveres med rugbrød og sennep til.

VELBEKOMME

Kilde : Inge Adriansen