torsdag

ENGELSK JAM OG RIBSGELÉ

Så er der fine ribs på busken og det er nu vi gør vinterens investering og plukker til glas og flasker. I selskab med hindbær tryller vi på gammeldags vis et rigtig dejligt syltetøj frem, der også kan bruges som kompot til kødretter, til marmelade samt til bagværk.

Ribsgelé er også godt at have på lager, så rigeligt, at vi kan klare en god lang vintersæson. Vær opmærksom på, at ribsene ikke er for modne, da de så ikke kan danne gelé.

Opskrifterne her er fra 1957


lidt godt til syltekrukkerne

Engelsk jam og ribsgelé

ENGELSK JAM

1 kg fine hindbær
1 kg ribs
1 kg sukker
1 strøget tsk. syltepulver

Bland ribs og hindbær sammen og lad frugten koge op. Flyt gryden fra varmen og rør sukker og syltepulver i. Når sukkeret er smeltet, hældes det hele på skoldede glas, der straks tilbindes.

RIBSGELÉ

3 kg ribs med ribber (ikke for modne)
1 1/4 liter vand
til hver liter siet saft tilsættes 1 kg sukker

Skyl bærrene, lad ribberne sidde på og kog under låg ganske svagt i 25 minutter. Si det hele gennem en saftpose og lad saften løbe stille af. Klem ikke på posen, så bliver saften uklar.
Mål saften og tilsæt 1 kg sukker til hver liter saft. Kog saften op i 6 minutter, hvorefter skumlaget trækkes af på én gang. Det er vigtigt, thi småskummer man, er der fare for, at noget af skummet koger ned i saften og gør den uklar.
Geléen fordeles på små glas, der først bindes til, når saften er stivnet og klar.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.