onsdag

Frugtmost

Frugtmost har været kendt og brugt i mange år. I Danmark anvendes hovedsagelig æbler til most fremstilling, som i de senere år er blevet så populært, ikke mindst æblemost presset på økologiske æbler.
Også most, presset på stikkelsbær, rabarber og solbær, fra Bornholms Mosteri, er ved at få et ganske godt tag i publikum. Blot kan de dejlige produkter foreløbig kun købes på Bornholm og i Bornholmer Butikken i Torvehallerne indtil videre.

- Men, det er der råd for. Vi laver selv mosten, som husmoderen lavede most sidst i fyrrene eller, hvis ikke man finder besværet værd, indleverer vore nedfaldsæbler til et mosteri. Visse mosterier tager imod æbler fra private og udleverer most.
Dengang, fandtes der landet over ialt 115 såkaldte lønmosterier, hvor frugtavlerne og private kunne indlevere nedfalds- og andre vragæbler. For en relativ lav betaling fik man fremstillet æblemost af sine æbler. Der skulle betales 20 - 22 øre pr. flaske most, indeholdende 3/4 liter og til sådan en flaske gik der 2 kg æbler.

Man kunne også selv fremstille sin most, hvortil både æbler og bær var egnet. Det er et større arbejde og hjemmepresset most er ikke så klar som købemost, men sjovt er det, selv at frembringe sin most. Børnene kan være med til arbejdet, som med fordel kan foregå udendørs.

Dengang anvendtes særlige redskaber, som man kunne leje hos foreninger og sammenslutninger til en overkommelig pris. I dag findes også remedier til hjemmefremstilling af most, men det nemmeste må være, at anvende en saftpresser, der er udmærket, men dog kræver en hel del rengøring og så er kapaciteten ikke stor.
Endelig vælger nogle, at bygge en presse selv.


FRUGTMOST

æbler eller anden velmodnet bærfrugt
200 g sukker pr. liter saft

Skyl og vask æbler eller bær godt. Kør det gennem kødhakkeren (eller i foodprocessoren) eller riv frugten. Afvrid frugten i en stofpose. Tilsæt 200 g sukker pr. liter saft. Fyld saften på flasker og henkog mosten som ved anden frugtsaft. Most fremstillet på denne facon vil være uklart. Afklares noget ved henstand, hvor et bundfald udskilles. Førhen, når man lavede most på denne facon, blev mosten siet gennem vat for at klare den.

GOD ARBEJDSLYST

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.