torsdag

Bedstes Julefinker

Bedstes julefinker, en traditionel gammel juleret, som i julen vil stå på mange middagsborde rundt i landet. Retten består af indmad fra grisen i skøn samhørighed med æbler, løg og timian. Der er mange opskrifter på julefinker, denne er sammensat af mesterkokken Rich. Oest Larsen, midt i 50erne og var en del af en række opskrifter, humoristisk lanceret af Oma margarine.

Finkerne kan laves flere dage før og hældes i et fad. Når de skal bruges, varmes de på panden i lidt gyldent margarine.

Mesterkokken Rich. Oest Larsens juledrømme . . . . .  .

"Finker" sa' bedstemor

Jeg kiggede ud i sneen - men der var ingen. "Ikke bogfinker min dreng", sagde bedste . . . . "mine egne julefinker - kom skal du smage !"


BEDSTES JULEFINKER

250 g smalstribet flæsk
500 g svinelever
2 svinenyrer
2 svinehjerter
2 store æbler
2 store løg
vand
2 kviste timian
1 klump mgr.
lidt mel
kulør
salt
peber
1 spsk. eddike
1 tsk. sukker

Alle ingredienserne skæres itu, kommes i en gryde og dækkes med vand. Kom timian ved og lad det hele  småkoge  under låg i knap 2 timer. Suppen sies fra og alt det kogte køres gennem kødhakkeren.
Kom en klump mgr. og lidt mel i en gryde og bag op til en afbagning med suppen. Kom kulør, salt, peber, eddike og sukker i saucen og bland alt det malede i saucen.

Servér bedstes julefinker varme.

VELBEKOMME



Rør blot ikke ved min gamle jul . . . . .

Juleaftensdag kogte husmødrene hele Danmark over grød til julemåltidet (også husets gode værnende vætte, gårdboen eller nissen skulle have sin julegrød med et godt smørhul i. Efterretten var forskellig fra egn til egn. Ældst var den sønderjyske juleret kogt eller røget svinehoved, i det meste af Danmark erstattet med sylte til julefrokosten 1. juledag eller med ribbensteg. Gåsesteg som andenret kendes fra middelalderen.Fra først af er vel julens gåsesteg, som vi nu regner for den typisk danske julespise i hovedstads- og købstadshjem, overført fra Mortensaften. I middelalderen blev den ældgamle ret af julegrisen, enten det så var svinehoved eller ribbensteg, mange steder erstattet af den katolske højtidsspise, klipfisk, der dog aldrig slog igennem som festmad i  Danmark udenfor bøndernes kreds.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.