onsdag

" En 4 personers kylling "

" En 4 personers kylling " gør sig lige  godt som frokostret og som en middagsret. Den stegte kylling serveres på smørstegt franskbrød, anrettet på salatblade, overhældt med sauce og her til stegt bacon og kogte grønne bønner.

Kylling er god mad og der er så mange gode måder at servere den på. Dyrenes elendige forhold på " kyllingefabrikkerne " fremmer ikke appetitten. Køb derfor en kylling, der har haft det godt i sit korte liv. Den er lidt dyrere, men samvittigheden overfor dyrene har det langt bedre.

Opskriften er af Kirsten Hüttemeier og fra først i 50erne.

 
" EN 4 PERSONERS KYLLING "

1 stor kylling
persille
75 g smør eller mgr.
salt
lidt kogende vand

sauce

2 dl fløde
50 - 75 g smør

4 skiver smørstegt franskbrød

400 - 500 g bønner
8 skiver stegt bacon

Kyllingen renses, fyldes med persille og brunes i fedtstoffet. Det kogende vand hældes ved og under låg småsnurrrer kyllingen i en times tid. Den vendes og dryppes ofte. Når den er mør, tages den op og klippes med tranchersaksen i to halvdele og igen i kvarte stykker. Saucen koges op, tilsættes smør, fløde og kulør og koger nu i 8 - 10 minutter til saucen skiller. Saucen smages til, men jævnes ikke.

Pil kødet fra benene og steg de fire skiver brød sprøde i smør på panden. Anrettes på salatblade på 4 tallerkener som portionsanretning. På brødet lægges kyllingekødet, derover saucen, så to skiver stegt bacon og øvertst de kogte, grønne bønner.

VELKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.