søndag

CITRONKAGER

Citronkager til eftermiddagskaffen, er lækre at sætte på kaffebordet. Kagerne, der er bagt af en mørdej, fyldt med en citroncreme og dækket med et lag marengs kan også med rette kaldes citronlinser med marengslåg.

Eftermiddagskaffe og kaffebord i gammeldags forstand, hvor folk bliver inviteret, hører efterhånden en svunden tid til, selv om mange da stadigvæk henter kaffebrød hos bageren eller bager selv, enten af gammel vane eller når de vil forkæle sig selv.

I barndommens 50erne var det almindeligt, at blive inviteret til eftermiddagskaffe og for den sags skyld også aftenkaffe, - også til hverdag. Efterhånden som husmødrene kom ud på arbejdsmarkedet, gled disse kaffeinvitationer lidt ud.

Den helt gamle generation i dag, har for en stor del bevaret disse eftermiddagens kaffeborde og bruger også, at invitere folk til en kop kaffe. Her hos os bliver vi stadig ringet op og inviteret på eftermiddagskaffe af familiens ælste, der har passeret 87 år. Det er gammeldags kaffebord, vi møder. Er vi få, er der dækket kaffebord ved sofabordet i dagligstuen, altid med nystrøget dug og det fine kaffestel på bordet. Et større kaffeselskab afstedkommer opdækning i spisestuen.

Kaffebrødet er gammeldags, æblekage, lagkage, boller med smør, konditorkager og skærekager. Som regel er der et par af disse ting på bordet sammen med småkager og gerne flere slags.

Søndag har vi tid til at være sammen i familien om en tår kaffe med noget godt til, hertil er disse dejlige gammeldags citronlinser velegnet. Køb evt. en færdig mørdej, den er jo glimrende.

Opskriften er fra 1952
 

CITRONKAGER

mørdej

125 g mel
110 g smør
1 æggeblomme
30 g flormelis
1/2 knsp. hjortetaksalt

citroncreme

1 spsk. maizena
1 dl vand
1 spsk. smør
1 æggeblomme
100 g melis
saft og revet skal af en citron

marengsdej

2 æggehvider
100 g melis
1/2 tsk. eddike

Til mørdejen smuldres smørret i melet, æg og sukker røres og alle dele blandes sammen og samles hurtigt til en sammenhængende og blank dej. Dejen skal hvile koldt, før den rulles ud.
Ca. 20 linseforme beklædes med dejen. De bages i ovnen ved200 grader i 8-10 minutter. Tages ud af formene medens de er varme og står et øjeblik.

Til marengsdejen piskes æggehviderne helt stive, eddiken piskes i og halvdelen af sukkeret. Piskes til massen er sej. Tilsæt resten af sukkeret ved forsigtig omrøring.

Til citroncremen udrøres maizenamel med koldt vand. Vandet bringes i kog og der piskes. Kogningen fortsætter under piskning til cremen er tyk og klar. Tag gryden af ilden og hæld lævningen i en skål. De øvrige ingredienser røres i og cremen afkøles.
Fordel cremen i de bagte linseforme og læg en klat marengsdej på hver kage.
Kagerne sættes i varm ovn og bages ved svag varme, 130 grader, til marengsdejen er bagt, men hel lys. Ca. 20 minutter.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.