mandag

Flæskesteg uden spæk

Flæskesteg uden spæk, stegt med gulerødder og løg, en noget anderledes tilberedning af den traditionelle flæskesteg med sprød svær, vi elsker så højt. Flæskesteg uden spæk kan også tilberedes i gryde, herved får den mere karakter af en gryderet.

Tomater kan erstatte gulerødderne og ovnstegt kan man stege kartofler med ved siden af stegen. De får en ganske vidunderlig smag af både kødet og grøntsagerne.

Flæskesteg uden spæk kan serveres direkte fra bradepanden eller arrangeres på et fad med urterne omkring sig.

Der er ofte tilbud på svinekam i butikkerne. I relation til det er det faktisk en overkommelig ret i pris og hertil kommer, at det også er en mager ret, når spækket er fjernet.
Hurtig er den også at tilberede. Det tager ikke mange minutter at flække grøntsagerne, skrælle kartoflerne, anbringe det hele i bradepanden og lade ovnen om resten.

Opskriften er fra 1952 og beregnet til 6 personer
 

FLÆSKESTEG UDEN SPÆK

1 1/2 kg svinekam uden spæk og svær
salt
3-4 dl vand
3-4 gulerødder, flækket
2-3 løg, flækket
jævning
evt. kulør

Flæskekammen gnides let med salt og lægges på en smurt bradepande. Kødet brunes i ovnen ved 225 grader i 15 minutter, gulerødder og løg lægges ved. Drys grøntsagerne med salt og hæld vandet ved. Dæmp temperaturen til 200 grader og lad det hele småstege til kødet er mørt. 1 time til 1 1/2.
Skyen hældes fra og kjævnes let. Tilsæt evt. kulør.

Ved grydestegning brunes kødet i gryden på alle sider, gulerødder og løg, skåret i tern tilsættes, drys med salt og kom vandet ved. Retten småsteger under låg til kødet er mørt.

Flæskesteg uden spæk serveres direkte fra bradepanden eller arrangeres på et fad.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.