onsdag

MUSLINGESPAGHETTI

Muslingespaghetti med tomat og revet hvidløg er en fin variation til spaghetti med kødsauce, som de fleste børnefamilier bekender sig til. Glæd familien med en anderledes og meget velsmagende spaghettiret og da det er vinterferie, er det et rigtig godt tidspunkt at hygge sig sammen med børnene omkring noget god mad.

Muslinger indeholder en mængde gode ting bl.a. selen og jod ligeledes er muslinger rige på jern og fattige på fedt. Brug endelig muslinger fra dåse, de er lige til at gå til og så er det helt i tråd med opskriften, der er fra 1952, hvor Hüttemeier har anvendt dåsemuslinger.

Hüttemeier beskrev først i 50erne spaghetti således : Spaghetti er i nær familie med makaroni, blot lettere og tyndere og den skal koge i kortere tid. Spaghetti fås ligesom makaroni i lange stykker og desuden i forskellige former som sløjfer, små brikker og stjerner. Spaghetti koges hele - som lange, tynde bånd og kendere spiser dem hele. Det kræver en god øvelse at kunne vikle dem om sin gaffel, hvorfor vi herhjemme som regel knækker spaghettien i mindre stykker, inden de koges.

Opskriften er til 4 personer
 

MUSLINGESPAGHETTI

250-300 g spaghetti
1 1/2 liter vand
salt
1 dåse muslinger (250 g)
tomatpuré
revet hvidløg
lidt muslingesuppe fra dåsen

Spaghettien knækkes i mindre stykker, koges i saltet vand uden låg i 12 minutter. Derefter sises vandet fra. De rensede muslinger blandes i spaghettien, der smages til med tomatpuré, revet hvidløg og lidt af muslingesuppen fra dåsen.

Muslingespaghetti serveres med rundstykker og smør.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.