tirsdag

GAMMELDAGS TØRREDE PÆRER

Lad os gøre en indsats til at bevare så stor en del som muligt af sommerens frugthøst på glas og i krukker. Med andre ord, lad os sylte som vore bedsteforældre før os har gjort det.
Der er ganske vist en del arbejde ved det, men ofrer vi en dags tid på projektet, står vi tilbage, overlykkelige, med resultatet, der nu kan sættes sirligt på hylden.

En anden gammel metode til at opbevare sommerens frugt på, er tørring. Det er såmænd ikke så kinesisk, da tørringen sker af sig selv med kun en smule indblanding.

I øjeblikket dukker de dejlige modne pærer op i haverne. Synd ikke at gemme hen af dem. - Og så kan pærer tørres både som hele og halve pærer. Det afgør størrelsen.

En fiks cellofanpose med hjemmegjorte, tørrede pærer er i øvrigt alle tiders værtindegave i december måned.

Opskrift : Richardt Oest-Larsen 1943


TØRREDE PÆRER

pærer
vand, tilsat lidt eddike ( 1 kop eddike til 1 liter vand )

let sukkerlage

150 g sukker
1 liter vand

Skræl pærerne, de store pærer halveres. Læg dem i eddikevand. Inden tørringen gives pærerne et opkog i sukkerlagen og koges så halvt møre heri.

Sæt så pærerne på rist i ovnen, der ikke må være varmere end 100 grader, i 3 timer. Så sænkes temperaturen til 80 grader og her står de igen i 3 timer.
Nu skulle pærerne være tilstrækkelig tørre, og efter nogle dages lufttørring sættes de til hengemning.

Er pærerne de sidste 3 timer for fugtige, kan man give dem en tredie ovntørring på en times tid ved 80 grader.

Mormors Juleopskrifter

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.