lørdag

Rabarberpie

Rabarberpie er et godt bud på en på kage til kaffen i pinsen eller pien kan anvendes som dessert, serveret med kold flødeskum til.

I øjeblikket er der masser af de dejlige røde vinrabarber fremme. Både i butikkerne og går man en tur på grøntmarkedet. De små røde vinrabarber er absolut de bedste og kogt med masser af vanilie og sukker, er der vel næppe noget mere delikat og velsmagende på denne årstid.

Både mørdejen og rabarberkompotten kan med fordél laves flere dage forinden og opbevares i køleskabet.

Opskriften er til 4-5 personer


RABARBERPIE

Start med at lave en mørdej, hvis ikke man altså har en liggende klar i køleskabet.

mørdej

200 g smør
100 g sukker
225 g mel

Smørret hakkes ud i melet, sukker tilsættes og dejen æltes sammen. Trilles til en pølse, der pakkes ind i aluminiumsfolie (eller film) og lægges koldt i køleskabet.

rabarberkompot

5 stilke rabarber
lidt vand
sukker
vanilie

Rens rabarberne, skær dem i små længder, kom dem i en gryde med en anelse vand, sukker og vanilie. Lad rabarberne koge op og skru ned for varmen. De skal ikke koge ud, men kun lige briste.
Køl kompotten af.

Et ildfast fad fores med det meste af dejen og forbages i ovnen i 10 minutter ved 225 grader. Den afdryppede rabarberkompot anbringes på den forbagte dej, resten af dejen rulles og skæres til strimler, der skal danne et gitterværk over rabarberpien. Ligeledes lægges en kant rundt omkring.
Smør gitteret med æg eller fløde, bag pien i ovnen ved 250 grader i 15 minutter.

Servér rabarberpie lun eller kold med flødeskum til.

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.