onsdag

FLÆSKEKRÆS

Står den på havearbejde eller lignende i påskedagene, skal maden være nem og hurtig at tilberede.

Påsken byder på mange helligdage. Det behøver jo ikke være festmad hver dag. Flæskekræs, en såre enkel hverdagsret fra midt i 60erne, både smager godt og så gør den sig færdig på komfuret på en lille times tid.

Opskrift : Else Algreen 1964


FLÆSKEKRÆS

125 g svesker (sættes i blød dagen før i vand, der lige dækker)
1/2 kg svinesmåkød
5-6 mellemstore kartofler
50 g smør eller margarine
ca. 1 tsk. salt
ca. 1/4 tsk. peber
ca. 1/4 tsk. paprika
ca. 3 dl vand (sveskevand)
kulør

Sæt sveskerne i blød dagen før i så meget vand, at de er dækkede.
Skær kødet i terninger så store som en tændstikæske. Skræl kartoflerne og skær dem i skiver.
Brun fedtstoffet i en stegegryde og kom kødet i. Brun det ved stærk varme, medens der hele tiden røres med paletkniven. Derefter tilsættes kartofler, svesker, krydderier og ca. 3 dl af det vand, sveskerne har stået i blød i. Vandet skal stå ca. 1/3 op om kød og kartofler. Læg låg på gryden og lad retten stege ved svag varme ca. 3 kvarter til kødet er mørt. Rør i gryden af og til, så kartoflerne til sidst moses ud og jævner sovsen. Smag sovsen til og kom lidt flere krydderier i.

Servér "kræset" i gryden.

VELBEKOMME

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.