tirsdag

Tutti-Frutti i grapefrugtkurve

Tutti-frutti er i al sin gammeldags enkelthed en frugtsalat, bestående af henkogte eller rå frugter, alle mulige sorter blandet sammen.
Lagen fra dåsefrugter eller sukkerlagen frugten er kogt i tilsættes lidt vin eller sherry-brandy. Heri trækker frugten nogle timer, men ikke længere, da nogle af frugterne bliver mørke.

Henkogte frugter som abrikos, ferskner og ananas kan udmærket kan udmærket blandes med rå æbletern og appelsinstykker. Anvendes banan, tilsættes den til allersidst lige før salaten skal serveres. Banan bliver hurtig brun.

Frugter som friske pærer, æbler, bananer og blommer kan gives et opkog i en sukkerlage af : 2 dl vand, kornene af 1/2 stang vanilie og 150 g sukker.

Grapefrugtkurvene nødvendiggør på grund af hanken, at der beregnes en grapefrugt pr. person. Grapefrugterne kan også bare skæres over i halve til en skål. Der beregnes da 1/2 grapefrugt pr. person.

Man kan også bare gemme kødet fra grapefrugterne til andet formål og lade være med at blande det i frugtsalaten.

Ikke den store kogekunst, men et nostalgisk og frisk pust fra 50'erne, hvor der fulgte dessert efter søndagsmiddagen, hvilket denne dessert er et tidstypisk godt eksempel på.



TUTTI-FRUTTI I GRAPEFRUGTKURVE

1 portion frugtsalat
grapefrugter

Grapefrugterne vaskes, aftørres og halveres, samtidig med, der skæres en hank, så frugten udgør en kurv med hank. Med en skarp ske udtages alt frugtkødet, der skæres i mindre stykker. Frugtkødet drysses med sukker og står 1/2 time. Blandes med andre frugter og det hele fyldes i kurvene. Cocktailbær og hakkede mandler, nødder eller valnødder drysses over frugten lige inden servering, evt. sammen med kandiserede violer.

Mormors Juleopskrifter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.