lørdag

Vildand med smag af julen

Juletid er andetid. Ikke blot tamænder kommer på julemånedens borde, også vildænder er at finde på bordet ved juletid og gerne tilberedt med smag af julen.

Krik- og gråænder er jo de bedste og er de friskskudte, kan de steges med det samme, hvorimod ænder med nogle dage på bagen først skal flås og lægges i mælk, tilsat lidt eddike i ca. 8-10 timer. Det modvirker, de får en trannet smag.

Aflæg fiske- og vildthandleren et besøg og besigt sortimentet, når fuglen(e) skal bruges. Køb så vidt muligt unge fugle.

Opskriften er fra 50erne og rækker til 2-3 personer


VILDAND MED SMAG AF JULEN

1 vildand
1/2 kop finthakket bladselleri
1/2 kop finthakket løg
1/2 kop rosiner
1/2 kop grofthakkede valnøddekerner
2 kopper rasp
1 tsk. salt
1/2 tsk. peber
1 á 2 æg
1-2 dl fløde
3 skiver bacon
1/2 kop tomatketchup
1/4 kop engelsk sauce
1/2 appelsin, skåret i skiver
lidt ribsgelé

Bladselleri, løg, rosiner, valnøddekerner, salt og rasp blandes med de letpiskede æg og fyldes i anden, som sys sammen. Baconskiverne lægges over andens bryst og fuglen sættes på grillristeni ovnen. Det første kvarter må ovnen være meget varm, hvorefter der skrues noget ned  og 1/2 time før anden er stegt færdig (samlet stegetid er ca. 1 1/2 time), hældes ketchup, blandet med engelsk sauce og fløde over anden, der er sat ned i bradepanden, hvori den steges færdig.

Tag anden op, si stegeskyen og tilsæt lidt mere fløde. Jævn saucen og smag den til samt tilsæt lidt kulør.

Servér vildand med smag af julen med fyldet ved siden af på et fad, appelsinskiver, pyntet med ribsgelé hen over andestykkerne og en god kogt kartoffel til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.