lørdag

ABILDGÅRDS DESSERT

Pinse, fridage og forhåbentlig solskin, så vi alle kan få nogle gode udendørs dage, hvad enten vi bor i hus eller i lejlighed.

Til pinsen hører også  noget godt at spise og måske en god pinsefrokost med familie og gode venner. - Og så må vi ikke glemme en dejlig dessert efter en god pinsemiddag. Kalorierne afregner vi på et andet tidspunkt.

En rigtig dejlig dessert er denne gammeldags fynske æblekage med navnet Abildgårds dessert. Det er en bagt æblekage der skal forkæles med en del fedtstof. Spar endelig ikke på det.
Serveres kold med flødeskum til.

I 1956 præsenterede Oma margarine denne dessert i en reklame for Oma mgr. og som sædvanligt med mesterkokken Rich. Oest Larsen som frontfigur. Ganske morsomme, var disse reklamer med 'den kække mesterkok', der altid som her indledtes ganske morsomt :
 

Kom til fyn, kære frue !


Fynske husmødre laver endnu den gode, gamle fynske dessert, som efter min mening smager helt anderledes og dejligere end den sædvanlige ' æblekage ', som de fleste kender.

Abildgårds dessert

1 kg faste æbler
sukker
1 spsk. vand
15 tvebakker
50 g mgr.
2 spsk. sukker
klumper af mgr.
geléklatter

Skræl 1 kg faste æbler. Skær dem itu og kog  dem i en gryde med sukker og 1 spsk. vand til en stiv mos. Der må gerne være enkelte hele stykker i. Knus 15 tvebakker til grov rasp og kom 50 g mgr. i gryden. Når den gyldner, kommes raspen i. Drys med 2 spsk. sukker og rist ved lille blus nogle minutter.
Gnid en stor form med rigeligt mgr. og læg rasp og æbler lagvis. Klumper af mgr. anbringes ovenpå og formen bages i ovnen ca. 1 time ved moderat varme (200 grader).

Vend desserten, når den er kold og servér den med flødeskum og gelé hist og her.

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.