torsdag

FORSKELLIGT SMØREPÅLÆG TIL SANDWICH

Sandwich er som bekendt en velegnet spise til både kaffe, te, sodavand, øl og vin og så er den lige velegnet til at tage med ud som at spise derhjemme.

Sandwichbrød giver pæne skiver, men almindeligt franskbrød og mørkt rugbrød er også gode til sandwich. Pålæg, der hænger godt fast mellem brødskiverne er godt, men allerbedst er faktisk smørepålæg, d.v.s. smør tilsat forskellige ingredienser. - Og der er nok at vælge af, hvad man nu syntes bedst om.

En del husmødre i 50erne, de der var orienteret udadtil og holdt sig orienteret i f.eks. damebladene, kendte udmærket til sandwich, der på det tidspunkt var gået hen og blevet en international spise. Sandwichen havde sit navn efter den 4. jarl af Sandwich, der kunne lide den sammenlagte mad, da han så samtidig kunne spise og spille kort samtidig.

Kirsten Hüttemeier præsenterede i 1952 forskellige smørearter, velegnet til sandwich. Her nogle eksempler :
 

FORSKELLIGT SMØREPÅLÆG TIL SANDWICH

tomatsmør

100 g smør
1 spsk. tomatketchup
sennepspulver
sukker

Smørret røres blødt og tilsættes tomatketchup, sennepspulver og ganske lidt sukker.

løgsmør

100 g smør
citronsaft
1 spsk. finthakket rødløg
1 knsp. revet hvidløg

Smørret røres blødt, tilsættes citronsaft, hakket løg og også ganske lidt fintrevet hvidløg giver en god smag, men kom ikke for meget hvidløg i.

skinkesmør

100 g smør
75 g skinke, hakket
hakket persille
lidt sennep

Smørret røres blødt, den hakkede skinke kommes i og det hele blandes med med sennep og den hakkede persille. Smørret smages til.

tartarsmør

100 g smør
2 spsk. hakket asie
1 spsk kapers
1 tsk. udrørt sennep
1 tsk. fintrevet løg
hakket persille

Smørret røres blødt, den hakkede asie eller agurk tilsættes sammen med de hakkede kapers og smørret smages til med løg, persille og nogle få sukkerkorn.

laksesmør

100 g smør
50 g letsaltet eller fersk røget laks
peber

Smørret røres blødt, laksen hakkes meget fint og blandes i smørret. Smages til med hvid peber.

bornholmersmør

100 g smør
4 rensede, røgede sild
sennep
1 tsk. tomatpuré eller ketchup

Smørret røres blødt og heri blandes silden, der er befriet for ben og hakket. Smørret smages til med tomatpuré eller ketchup.

ostesmør

100 g smør
50 g revet ost
sennep

Smørret røres blødt, osten tilsættes og der smages til med sennep og evt. lidt hakket persille for farvens skyld.

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.