tirsdag

FLØJLSKOTELETTER MED CITRON

Fløjlskoteletter med citron, - krydrede, stegte koteletter med fløde- tomatsovs, smagt til med paprika. De dejlige koteletter serveres med en citronrytter på hver sammen med franske kartofler, ærter, bønner eller en skål grøn salat. - Selvfølgelig direkte fra panden.

Der vælges gode tykke koteletter, én til hver.

Velegnet som gæstemad med en dejlig dessert bagefter. Det vil være hensigtsmæssig at vælge en dessert, der kan laves dagen før. Det giver ro på.

Opskrift Ellen Holme 1962


FLØJLSKOTELETTER MED CITRON

4 tykke svinekoteletter (ca. 600 g)
det tredje krydderi
hvidløgspulver
3 spsk. mel
50 g margarine
2 dl vand
1 dl tomatpuré
1/2 dl piskefløde
ca. 1 tsk. salt
1 knsp. paprika
peber
1 citron

Koteletterne gøres i stand, bankes, drysses med det tredje krydderi og en smule hvidløgspulver. De vendes i melet, brunes gyldenbrune i margarinen og steges færdige på ca. 12 minutter i alt. De lægges på en varm tallerken. Panden koges af med vand, tomatpuré, piskefløde, salt paprika og en anelse peber. Sovsen smages til.

Koteletterne kommes tilbage på panden og snurrer i sovsen et minut. Der skæres 4 tynde skiver af citronen, citronsaft dryppes over koteletterne og en citronrytter anbringes på hver.
Serveres fra panden med franske kartofler, ærter, bønner eller en skål grøn salat.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.