fredag

Klippeøens Kantarelbrød

Klippeøens kantarelbrød er super til frokost eller til en lille natmad, til en hyggelig lørdag aften og endelig kan klippeøens kantarelbrød da også gå som indledning til en middag i gode venners lag.
Kantareller er sæsonbestemt, fås gerne omkring september måned og ofte importerede til fornuftige priser.

En fin opskrift fra 50erne, som er god at have in mente, når sæsonen melder sig. Udenfor sæson kan andre svampe nu også gøre det.


Opskriften er til 4 personer

KLIPPEØENS KANTARELBRØD

350 g kantareller
1 grøn peber, skåret i strimler
3 spsk. klippet persille
3 skiver røget bacon i tern
smør
salt
paprika
1 dl fløde
4 skiver ristet franskbrød
smør

Kantarellerne renses, skæres i mindre stykker og kommes i en gryde med det smeltede smør. Steger heri til de er godt gennemfedtede, så tilsættes strimler af peber. Sammen med meget persille steger det hele et øjeblik, hvorefter fløden tilsættes. Kantarellerne steger i 5 minutter, smages til med salt og paprika, lige inden de skal serveres blandes de sprødstegte bacontern uden fedtet med i.
Fordeles på ristet franskbrød, smurt med smør og belagt med salatblade.

Klippeøens kantarelbrød går godt sammen med en kold øl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.