fredag

SVINEKAM ELLER SKINKE MED KNASESVÆR

Med kun få dage til juleaften, har alle nok besluttet, hvad julemenuen byder på. - Om det er noget med vinger eller en dejlig flæskesteg, godt skal det i hver fald være.

Hvis der skal flæskesteg på bordet, er denne svinekam eller skinke med knasesvær vidunderlig. Kirsten Hüttemeier lancerede opskriften i 1981. - Og uanset hvilken steg, vi vælger, steges der efter Hüttemeiers vidundermetode. Sværen bliver knasende sprød, men kødet må ikke være alt for magert, da der så ikke er noget fedt til at give en sprød svær.

Det er en smagssag, om man vil stikke hele nelliker og laurbærblade ned i sværen, men i opskriften står det.

Der beregnes 250 g flæskekød med ben pr. person.

Opskrift : Kirsten Hüttemeier 1981 (gengivet nøjagtig), så kan man jo selv vælge, om opskriften skal følges slavisk.



SVINEKAM ELLER SKINKE MED KNASESVÆR

1 stykke svinekam eller skinke med ridset svær
evt. hele nelliker og laurbærblade
koldt vand
evt. bouillonterninger

Sværen på kødet ridses i terninger, det er meget vigtigt og indimellem disse stikkes hele nelliker og letknuste laurbærblade.

Steger efter vidundermetoden

Stegen lægges direkte i bradepanden eller i en stor ildfast form, alt efter størrelse. Kom kogende vand kødet, gnid sværen let med salt og kom også et par bouillonterninger i vandet . . . . kødet sejler altså i ca. 3 cm vand.
Sættes derefter ind i ovnen på nederste rille ved opvarmet ovn, 225 grader.
Når der er gået ca. 20 - 25 minutter, begynder vandet at pible og så skrues der ned til 200 grader.
Kødet steger bare videre. Regn med at 2 kg steg, skal stege i 2 timer.
Stegen skal ikke dryppes, bare stå og passe sig selv og småstege.

Hvis vandet i bradepanden svinder, tilsættes lidt mere vand, kogende og med bouillonterning.
Til sidst tages stegen ud, skyen hældes fra og stegen kan sættes ind i ovnen igen, såfremt den skal være lidt mørkere og mere sprød. Denne gang midt i ovnen ved 250 grader i ca. 10 minutter. (Eller under grillen - tag ikke øjnene fra den ).

Nu laves sovsen ved at tilsætte skyen fløde, kulør, smør eller kødekstrakt og jævning.

Stegen serveres med rødkål, brunede kartofler, sovs, surt og sødt og gerne halve letkogte æbler med gelé.

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.