mandag

KALVERULLE MED PERSILLESMØR

Kalverulle med persillesmør, tager form af en stor farsroulade, bestående af hakket, rørt kalvekød, rullet sammen om persillesmør. Kalverulle med persillesmør steges i ovnen i en form eller pande og serveres, skåret i skiver med skysauce, kogte kartofler eller grøntsager, f.eks i form af stuvet spinat eller grønærter.

Kalvekødet købes som kalvesmåkød, der hakkes to gange gennem maskinen sammen med det røgede spæk uden svær. Hvis man vil spare tid, kan færdighakket kød så udmærket anvendes i stedet, hvorimod det røgede spæk først må en tur i foodprocessoren. Røget spæk giver retten en dejlig let røget smag.

Kirsten Hüttemeier lancerede retten, der rækker til 4 personer, i 1952.
 

KALVERULLE MED PERSILLESMØR

400 g kalvesmåkød
50 g røget spæk
3/4 dl rasp
2 dl fløde
salt
peber

fyld

50 - 60 g smør
3 spsk. hakket persille
fedtstof til stegning

Kødet og spækket hakkes 2 gange gennem maskinen og røres derefter med rasp, krydderier og fløden. Nu vædes et spækkebrædt med lidt vand og herpå klappes farsen ud. Over hele fladen smøres rørt smør, der er tilsat hakket persille og farsen rulles sammen, som om det var en roulade. Hjælp lidt til med en paletkniv. Når farsen er færdig, lægges den over i en dyb stegepande eller endnu bedre, i en aflang form, f.eks. en franskbrødsform, der er smurt med mgr. Farsen brunes ved 225 grader i ovnen og dryppes herefter med lidt suppe eller kogende vand og steger færdig ved 200 grader i ca. 30 - 40 minutter.

Tag rullen ud af formen, skær den i skiver og servér med skysauce, kogte kartofler eller årstidens  grøntsager til.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.