torsdag

MASKINTORSK MED SELLERI OG ÆBLEMOST

Maskintorsk kendes i forskellige variationer fra 50erne, hvor retten menes udviklet af kokken Palle Kaas Ibsen. Denne maskintorsk indeholder selleri og æblemost, der giver et godt modspil til torskekødet, som i sig selv ikke smager af voldsomt meget, men er yderst delikat.

Det er en smagfuld ovnret, der serveres med kuvertbrød eller ristet brød, der er smurt med smør og drysset med revet ost og gjort færdigt i ovnen sammen med fisken.

Små hjemmebagte kuvertbrød, som vi husker dem fra gamle dage til suppen på restauranter og ved store fester, er forrygende tilbehør. Bag en stor portion kuvertbrød og frys dem ned. De skal snart få ben at gå på.

Opskrift på gammeldags kuvertbrød

Opskriften er fra 1952 og beregnet til 4 personer

For de, der så Spise med Price på TV i går aftes, hvor brødrene bl.a. lavede Sømandsbøf, er opskriften på sømandsbøf, tidligere publiceret her på siden. Det er en version af Carla Meyer fra 1936.
 

MASKINTORSK MED SELLERI OG ÆBLEMOST

800 - 900 g torskefileter
mel til at vende i
salt
peber
1 laurbærblad
1 løg i skiver
1/4 selleri, groftrevet
40 g smør
1 dl fløde
1 1/2 dl æblemost

Torskefileterne skæres i mindre stykker på tværs, vendes let i mel, salt og peber. Fileterne lægges i et smurt ildfast fad, skiftevis med revet selleri i flere lag. Smørret fordeles ovenpå i klatter, æblemost og fløde hældes ved.
Fadet sættes i ovnen i 3/4 time ved ikke for stærk varme, 175 grader.

Servér maskintorsk med selleri og æblemost sammen med små lækre kuvertbrød eller ristet brød, der er smurt med smør og drysset med revet ost. Sæt ostebrødet ind i ovnen ved siden af fadet i et par minutter, så osten lige begynder at smelte.

VELBEKOMME

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.