Det er ganske hyggeligt at samles om et fad smørrebrød, gerne med en kold øl til. Til smørrebrød passer sig øl, her duer vin ikke.
En del af byens supermarkeder og slagtere sælger smørrebrød fredag aften og det går tilsyneladende som varmt brød. Smørrebrød har i de senere år fået en renæssance og interessen ses også blandt unge og yngre mennesker.
Opskrifterne her skyldes den gamle mesterkok Richardt Oest Larsen. Han var ud over at være en fantastisk kok også fantastisk til at fremstille smørrebrød, dengang det var en fast del af den danske madkultur.
Samtlige stykker bygger på en skive rugbrød, smurt med smør.
SPEGEPØLSEMAD MED NARRESTREGER
fine, tynde skiver spegepølse (af en spegepølse med store skiver)
tyndtspånet peberrod
en rå æggeblomme
finthakket purløg
De tynde skiver spegepølse lægges let dobbelt og anbringes på det smurte brød, således at de begynder på midten af brødet med det tynde af skiverne og det runde dobbelt ud mod enderne. I midten lægges en rede af meget tyndtspånet peberrod, hvorpå forsigtigt anbringes en rå æggeblomme. Det hele overdrysses med finthakket purløg.
LEVERPOSTEJ MED BACON OG PEBERROD
leverpostej i ikke for tynde skiver
papirtynde, sprødstegte baconskiver
spånet peberrod
grøn karse
En fin, kold leverpostej skæres i ikke for tynde skiver og lægges så rigeligt på brødet, at kanterne er dækket. Ovenpå anbringes papirtynde, sprødstegte baconskiver og der pyntes med rigelig, florlet, spånet peberrod og grøn karse.
BØF MED SPEJLÆG
tykke skiver af udskårne, syltede asier
en god kødsky
skiver af rødstegt bøfkød
spejlæg
gyldentstegte løg
På et stykke velsmurt rugbrød lægges tykke skiver af udskårne, syltede asier. Ovenpå lægges rigeligt med sky og det hele dækkes med skiver af rødstegt bøf og til sidst et velspejlet æg uden mørke kanter. Ved siderne lægges gyldentstegte løg.
VELBEKOMME
Mormors Juleopskrifter
Noget om Mad
VI BAGER GAMMELDAGS
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.