tirsdag

ORIENTALSK GRYDEGRIS

Orientalsk grydegris, dejlig sammenkogt hverdagsret, krydret med kryddernellike, det tredje krydderi og karry. Tilsat flæskekød, hvidløg, syltet ingefær, sherry og kinesisk Soya.

Retten serveres med løse ris og grønne ærter til. Et godt stykke brød er også fint til orientalsk grydegris.

Det er en karakteristisk sammenkogt ret fra tiden sidst i 50erne og først i 60erne. Den kan med fordel laves dagen forinden og blot varmes op. Det betaler sig også at lave dobbelt portion, når man nu alligevel er i gang. Arbejdet er det samme.

Opskriften er til 4 personer.

Opskrift : Ellen Holme 1965

ORIENTALSK GRYDEGRIS

3/4 kg skært flæskekød
1 fed hvidløg eller hvidløgspulver
3 hele kryddernelliker
1/2 tsk. af det tredje krydderi
1 knsp. peber
1 tsk. salt
1 knsp. karry
ca. 50 g margarine
1 spsk. hakket, syltet ingefær
3 dl vand
1/2 dl mælk
2 spsk. sherry
1 spsk. kinesisk Soya
3 tsk. kartoffelmel
2 spsk. vand

Kødet pudses og skæres i 10-12 stykker, der gnides med hvidløg og vendes i krydderierne. Kødet brunes i gylden margarine. Ingefær, mælk og vand tilsættes.
Retten koges småt under låg i 3/4 til 1 time eller trykkoges 15 minutter. Kødet skal være meget mørt.
Skyen smages kraftigt til med vin og kinesisk Soya. Der tilsættes evt. salt og peber og gryden flyttes kogende fra varmen. Kartoffelmelet udrøres med vandet og kommes i sovsen, når den er gået af kog.

Servér orientalsk grydegris med løse ris og grønne ærter til.

VELBEKOMME

Mormors Juleopskrifter

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.