onsdag

ASPARGESSALAT

En varm dag, hvor maden godt kan være lidt let, men bestemt velsmagende, er et stykke ristet brød, belagt med kogte, kolde asparges og herover en dejlig tyk og velsmagende dildsauce, en drøm at indtage en sommerdag i haven. Over det hele drysses med rund hånd nogle flotte rejer, - så mange man vil.

Et flot frokoststykke, der kan serveres for flere, blot tingene er gjort klar i forvejen.

Spar endelig ikke på hverken asparges eller rejer. Så kan sådan et kæmpestykke godt gøre det ud for en let frokostanretning.
Hvis ikke der bruges friske asparges, kan de lange, hvide asparges på glas godt anvendes. De må bare være dryppet godt af i en sigte.

Opskriften er af Girly Skodshøj fra 1956


ASPARGESSALAT

kogte, kolde asparges
ristet brød, smurt med smør
salatblade

salatsauce

2 æg
1 stor tsk. sennep
lidt eddike sukker
salt
1 klump smør
lidt flødeskum
fintklippet dild

Æg, sennep, eddike, sukker og salt kommes i en skål og der piskes over damp til det er tykt. Så røres en klump smør i. Den tykke salatsauce tages fra varmen og afkøles. Når saucen er kold, røres den med lidt flødeskum. Fintklippet dild kommes i.

rejer ad libitum

Smør ristet franskbrød med smør og læg friske salatblade på brødet. Anbring lange, hvide, kogte asparges på salatbladene og hæld rigeligt med sauce over. Drys med lind hånd rejer over arrangementet.

Servér aspargessalat portionsanrettet, gerne med et glas koldt hvidvin til.

VELBEKOMME

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.