søndag

RYGEOST

Ægte fynsk rygeost, serveret på et stykke brød med purløg eller syltetøj er en stor delikatesse. I vore dage indgår rygeost også i salater, sauce og andre retter og er her med til at sætte sit helt specielle præg på retten.

- Og rygeost er dejlig og særdeles velsmagende med sin friske syrlige smag. Den menes at stamme fra Nordfyn og har altid været yndet i byerne på Fyn. I Odense anså man rygeosten som en herreret og på torvet solgte bønderne den. Til hovedstaden sendte man også en del rygeost.

Det føles ufattelig godt, sådan at lave sin egen rygeost. En hyggelig beskæftigelse, evt. sammen med familien nu, hvor de mange sommerdage står foran os. Bare husk, at der er nogen forberedelse før det spændende øjeblik med rygningen opstår, om end det hele er nemt nok.
 

RYGEOST

2 liter sødmælk eller letmælk
2 dl kærnemælk
1 tsk. salt
evt. kommen

Mælken blandes sammen i en skål, der står afdækket i ca. 1 1/2  døgn. Mælken skal være skilt i valle og ost.
Læg et klæde i en metalsigte , kom ostemassen i sigten, skiftevis med saltet og stil det i køleskabet 1 døgns tid. Vend så osten ud på et fad og fjern klædet fra sigten. Osten lægges tilbage i sigten og er nu klat til at blive røget.

Til rygning er en gammel metalspand med huller i siden eller i bunden god. Fyld spanden 3/4 op med halm og tryk den sammen. Sæt ild til halmen og lad den brænde et øjeblik. En god stor håndfuld brændenælder lægges over den brændende halm, så ilden går ud og det begynder at ryge.
Læg et gammelt metallåg over, det fremmer røgen. Når det ryger kraftigt, fjernes låget og sigten hænges i spanden med låget på. Rygetiden er ca. 15 minutter til osten er smuk gylden. Drys evt. osten med kommen.

Nu ligger verden åben for skønne oplevelser med ægte fynsk rygeost. Nydt på et stykke godt brød med purløg eller syltetøj eller anvendt i anden sammenhæng, hvor god mad er en dyd.

VELBEKOMME

VI BAGER GAMMELDAGS

Noget om Mad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.