onsdag

ORANGEMØRBRAD

Endnu engang tyer vi til svinemørbraden, der i mange forklædninger altid kan sættes på bordet. Til hverdag og ikke mindst lidt festligt i weekenden. Herudover er mørbrad særdeles egnet som gæstemad, hvor det dejlige skære kød, sammen med gode ingredienser, kommer til sin ret.

Orangemørbrad, fyldt med appelsin og svesker smager dejligt med små pillekartofler og sauce til.

Opskriften er af Ellen Holme fra 1962
 

ORANGEMØRBRAD

2 mørbrad a ca. 600 g
ca. 50 g margarine
1 dl fløde
2 dl vand
salt
peber
kulør
2 spsk. mel
kødekstrakt

fyld

10 - 12 svesker uden sten
2 appelsiner

Sener og hinder skæres af mørbradene, der dernæst gives et snit på langs, så de kan bankes flade med hånden.
Sveskerne overhældes med kogende vand og udblødes heri et par timer. Den gule skal skrælles halvt af den ene appelsin og hakkes fint. Appelsinen pilles, stenene fjernes og appelsinstykker og svesker fordeles på de istandgjorte mørbrad, der foldes og fæstnes om fyldet. Luk med kødpinde eller bind med bomuldssnor.
Den anden appelsin bruges ved anretningen. Mørbradene brunes i gylden margarine, væske, kulør, krydderier og appelsinskal tilsættes. steges småt under låg i 20 - 30 minutter og tages op på et varmt fad.
Melet rystes til jævning med lidt vand og skyen jævnes hermed. Den koges 10 minutter og smages til. Snor eller kødpinde tages af mørbradene, der skæres i pæne skiver. Appelsinen skæres i 12 både. Kødet løsnes, men bliver liggende på plads.

Ved servering pyntes mørbradfadet med appelsinbåde og evt. med udblødte svesker. Giv små pillekartofler eller nye kartofler til sammen med saucen, der er smagt til og tilsat lidt meljævning.

VELBEKOMME

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.