onsdag

Nytårstorsk



Nytårstorsken er landet.Lige hjemkommet fra havnen i Kerteminde med nytårstorsken,som i år koster kr.50,- pr. kg.Det er med hovedet på og "bukser" til.
Det må vel siges,at være til at betale.

Oksekød kan vi få ved så mange andre lejligheder.


I min barndom drog min far og jeg på havnen efter nytårstorsken nytårsaften om formiddagen,i hvert fald de år vi var hjemme.Det var af stor vigtighed for min far,at "bukserne" fulgte med.

Hos moster og onkel stod den også på torsk,blot med den forskel,at onkel ønskede hovedet kogt separat.Efter hans mening var det en delikatesse,som ikke måtte gå tabt og jeg ved,han nød det i køkkenet før gæsterne dukkede op.

Onkel malede også selv fiskesennep.Det foregik i et stort lerfad med en gammel kanonkugle.Det var et herligt syn,at se onkel med et lommetørklæde sat fast i brillerne for det var jo stærke sager.

Opskriften her på nytårstorsk er fra Frøken Jensens Kogebog.

KOGT TORSK MED SENNEPSSOVS

4 portioner
Ca. 1 1/2 kg torsk
2 L vand
2-3 spsk. salt
5-6 hele peberkorn
1 dl. eddike

Rens og skær torsken i tykke skiver på ca. 5 cm tykkelse.Fisken lægges i kogende vand,tilsat salt,peberkorn og eddike.Bringes i kog,hvorefter gryden fjernes fra komfuret.Står og trækker under låg -10 minutter.
Ta fisken op og skum.Hold fisken varm under et klæde.

SENNEPSOVS

Fiskesuppe
Fiskesennep oprørt

Lav en hvid opbagning af mgr. og mel.Spæd med fiskesuppen til passende konsistens.
Smag til med den oprørte fiskesennep,salt og lidt sukker.

Server nytårstorsken på et fad med et viskestykke på sammen med sovs,hvide kartofler,smeltet smør,revet peberrod og hk. hårdkogte æg.


VELBEKOMME OG GODT NYTÅR

tirsdag

Oksekødsuppe med boller og ristoppe

Måske var det Pama Ris ristoppene blev lavet af

Tirsdag var som regel suppedag,da jeg var barn.Søstrene Petersen kogte en dejlig oksekødsuppe og så serverede de noget til,som jeg ikke har oplevet andre steder - Ristoppe.
Jeg kender desværre ikke søstrenes opskrift på hverken suppen,oksekød i sursød sovs eller ristoppene,men har igennem årene forsøgt at skyde mig ind på det med ganske godt resultat.
Opskriften her er til flere dage,afhængig af husstandens størrelse.

OKSEKØDSUPPE

1 Stk. oksetværreb eller oksebryst ca. 2 / 2 1/2 kg
1 Stort kraftben
3 L vand
3 Porrer
4-5 gulerødder
1/3 Selleri + toppen af sellerien
3 Tsk. salt

Sæt kødet og kraftbenet over i vandet.Tilsæt salt og bring det i kog.
Skum suppen godt og put de rensede grøntsager ned til kødet.
Kog for svag varme tingene i mindst 2 timer.

Fisk kødet og grøntsagerne op.
Skær grøntsagerne i små pæne stykker og server dem i suppen sammen med kød- og melboller.

Kød- og melboller købes i vore dage som frostvarer.I min barndom lavede man selv sine boller med en bollesprøjte.Det kan ikke betale sig,da de frosne er glimrende.

RISTOPPE MED ROSINER

Jeg har sjusset mig frem til ristoppene,som jeg husker dem.

Kogt nogle grødris i let saltet vand.Blandet små rosiner i den kogte ris og presset det ned i æggebægre.Kan laves dagen før og står natten over i køleskab.
Med en kniv løsnes risen rundt i kanten og toppene tages ud.

Serveres til den varme suppe.


OKSEKØD I SURSØD SOVS

Lav en opbagning af mgr. og mel.Spæd med 2/3 suppe og 1/3 eddike til sovsen er tilpas.
Smag til med salt og sukker.

Sovsen serveres med suppekødet skåret i stykker og hvide kartofler til.

Om ønskes kan sovsen yderligere smages til med revet peberrod.

Vi spiste altid en portion suppe først med en lille bolle til.Som efterret oksekød i sursød sovs med kartofler.

Så var der absolut heller ikke plads til mere.

VELBEKOMME

I morgen er dagen før nytårsaften og som sædvanligt henter vi nytårstorsken hos fiskerne i Kerteminde.

Mere herom i morgen.

onsdag

Risengrød i mikrobølgeovn

Husmoderen igang i køkkenet i halvtredserne

Huskede lige akkurat at få opskriften med på juleferie så jeg kan gengive den her.

Jeg bruger altid denne,af hensyn til rengøringen efter kogning.Her er ingen rengøring.

RISENGRØD I MIKROBØLGEOVN

4 dl vand
2 dl grødris
1/2 tsk. salt
6 dl mælk (sødmælk)

Bland vand,ris og salt i en skål med høj kant.
Dæk skålen til og kog blandingen,højeste effekt i 5 minutter.
Fortsæt kogningen,lav effekt i 4-5 minutter.
Tilsæt mælken og rør rundt.
Dæk ikke skålen til.
Fortsæt kogningen,højeste effekt i 4 minutter.
Kog grøden færdig,lav effekt i 30-35 minutter.
Spæd evt. med lidt mere mælk,hvis grøden er for stiv.

Skal grøden anvendes til Ris a l'amande smages den kolde grød til med sukker og vanilie.Tilsættes hk. mandler samt en hel mandel og flødeskum af 1/2L piskefløde.

VELBEKOMME og GLÆDELIG JUL

Bloggen er tilbage hen under nytår.Så tager vi fat på nytårsmaden.

mandag

Gunhild's bornholmske sildesalat

I dag kan jeg igen præsentere en bornholmsk ret til julens frokostbord.

GUNHILD'S BORNHOLMSKE SILDESALAT

Lige dele kogte kartofler, syltede rødbeder , syltede asier, kalvekød stegt i nisseøl og bouillon, fileter af spegesild og gule løg.

Spegesild udvandes i 12 - 15 timer med et enkelt vandskift undervejs. Træk skindet af sildene.

Det hele køres gennem en kødhakker. Sørg for at blande godt allerede her. Ælt det godt sammen, og så kommer det svære:

Å få’ed te å smaga godt.

Til det bruger man en masse friskkværnet sort peber, eddike fra asierne, sukker, sur sennep og evt. salt.

Den stegesky der bliver tilbage fra kalvekødet, stivner i med husblas, og spiser det på toppen af sildesalaten. Mørkt rugbrød - og så en andefedt selvfølgelig det bedste.

Behøver jeg at tilføje at vi skal ha' Hønnusyp (honningsnaps) til. Den rører jeg i morgen.

Tak for den opskrift !

lørdag

Gammeldags Hvidkålsrouletter

Gammeldags hvidkålsrouletter er et godt eksempel på gammeldags mad.Gammeldags hvidkålsrouletter smager rigtig godt og så får man spist noget kål.
Som omtalt i går,har jeg modtaget en opskrift på gammeldags hvidkålsrouletter.Jeg kan godt huske retten,men har ikke fået den i barndomshjemmet.
- Rigtig mormormad.

GAMMELDAGS HVIDKåLSROULETTER

1 Hvidkål

500 g hk. kalv og flæsk
1 revet løg
1 kop mel
1 æg
ca.2 dl. mælk
salt og peber

mgr. til stegning

Bladene pilles af hvidkålshovedet og lægges nogle minutter i kogende vand for at blive bløde.

FARS

Kødet røres godt med salt for at kunne optage væden.løg,æg,mel og peber tilsættes sammen med det halve af mælken.Der røres godt.Tilsæt gradvis resten af mælken til en lind fars.Skal være som en frikadellefars.

På hvert blad lægges 1 skefuld fars, hvorefter bladet pakkes om farsen og ombindes.

Brun dem i en gryde og spæd lidt sky eller bouillon over.
Koges møre under låg.

Der laves en sovs af skyen,som rullerne serveres i.

VELBEKOMME

Her er endnu en gammeldags opskrift - Bondepige Med Slør.Også rigtig mormor mad.

BONDEPIGE MED SLØR

200g revet rugbrød
20g smør
20g melis

1/2 kg æbler
50 g melis
1 stang vanilie

2 dl. piskefløde til flødeskum
ribsgele

Smelt smørret på en pande og tilsæt sukker.Brun rugbrødet heri til det er gyldent.

Lav en æblemos af de skrællede æbler og sød mosen med sukkeret og kom vaniliekornene i.

Lægges lagvis sammen som en æblekage.Begynd og slut med rugbrødsrasp.
Pyntes med flødeskum og ribsgele'.

Det lyder lækkert.

Jeg modtager stadig med tak gamle opskrigter på "rigtig mormor mad"

fredag

Gammeldags Rullesteg Med Svesker

Gammeldags rullesteg med svesker har jeg tænkt mig,at vi skal stege i dag.En rigtig gammeldags rullesteg med svesker og æbler efter ønske.
Rullestegen kan købes færdigsnøret fra slagteren eller man kan lave den selv af slaget fra grisen.Det samme stykke man bruger til rullepølse.

GAMMELDAGS RULLESTEG MED SVESKER

1 Slag fra grisen eller færdigsnøret rullesteg fra slagteren
Svesker salt, peber
Ca.3-4 dl vand

Slages fra grisen afpudses og skæres til.
Drys slaget med lidt salt og peber. Afpuds,svesker og evt. skrællede æbler i tern lægges på.
Der rulles og snøres med bomuldsgarn.

Brun rullestegen hele vejen rundt i rigelig smør.Tilsæt vand og 1 tsk. salt.
Skru ned og læg låg på.Småsteg ca. 11/2 time.

Tag stegen op af gryden og fjern snoren.

Jævn skyen med meljævning til sovs.Tilsæt kulør og smag til med salt.

Gammeldags rullesteg skæres i pæne skiver og serveres med hvide kartofler,sovs,rødkål og evt. surt.

Jeg har modtaget 2 opskrifter på gammeldags mad her på Spise Med Mormor,henholdsvis Bondepige Med Slør og Hvidkålsrouletter.
Dem tager vi i morgen.

Modtager gerne flere opskrifter på gammeldags mad her på bloggen Spise Med Mormor.

torsdag

Risvandgrød med æbler

Vi spiser så meget kød,fed og tung mad her i december,så en af min barndoms yndlingsretter nok skal komme til sin ret.

Indimellem den megen julemad er det rart med noget,som ligger lidt lettere.

Mine damer og herrer :Det handler om risvandgrød, - risvandgrød med æbler.
Det smager rigtig godt med et glas kold mælk til og så smager det også godt,koldt fra køleskabet.

Æblerne kan undlades og erstattes med en god abrikosmos ved servering,men jeg foretrækker nu æblerne.

RISVANDGRØD MED ÆBLER

Ris 250-300 g grødris
Vand 2 L
Salt 1 tsk. salt
4-5 skrællede æbler skåret i stykker

Bring vandet i kog og tilsæt salt. Kom risene i og rør indtil det atter koger.Læg låg på og kog 30 min. Tilsæt æblerne og kog yderligere 15 minutter.
Røres godt igennem. Serveres med et drys sukker og et glas iskoldt mælk til.

VELBEKOMME

onsdag

Fuldkornsbrød


Fuldkornsbrød, som jeg bager af og til. - Et rigtig godt brød med mange kerner og her anvender jeg opskriften på fuldkornsbrød fra Frøken Jensens Kogebog.

FULDKORNSBRØD

11/2 dl vand
25 g smør/mgr.
35 g gær
1 tsk. salt
2 tsk. sukker
11/2 dl kærnemælk
250 g fuldkornsmel
250 g mel

Vand og fedtstof varmes, til det er lunkent og gæren røres ud deri. Salt, sukker og kærnemælk tilsættes. Fuldkornsmel og det halve af melet blandes i, og dejen arbejdes godt igennem i fadet.
Derefter tages den ud på bordet og æltes med resten af melet.
Dæk dejen til og stil den til hævning et lunt sted ca. 25 minuttr. Ælt den derefter igennem, form den til et brød og læg det i en smurt form. Brødet efterhæves ca. 15 minutter, ridses eller prikkes og pensles med sammenpisket æg, mælk, fløde eller kaffe.
Bagetid 40-50 minutter ved 225 grader.

Jeg lægger ikke brødet i form. Pensler med æg og ruller det i sesamfrø og masser af græskarkærner. Et meget lækkert fuldkornsbrød.

tirsdag

Saltstegte sild fra Bornholm

Saltstegte sild fra Bornholm er en dejlig egnsret, som jeg har tiltusket mig fra min gode ven Kjeld Brandt.

SALTSTEGTE SILD

Spegesild (udvandes)
Rugmel til panering
Smør til stegning

1 Portion Stegte, bløde løg

Udvand den spegede (saltede) sild i 24 timer med e'et vandskift undervejs.
Silden bredes ud og vendes i rugmel.Steges i rigeligt smør i et par minutter på hver side.

De saltstegte sild spises dampende varme på rugbrød med bløde løg og evt. rødbeder.
Hertil sød sennep.

Der anbefales en snaps til de saltstegte sild.

Den ser velegnet ud til frokostbordet i julen.

Har I opskrifter som huskes fra barndommen,må I gerne sende dem til mig. Evt. ledsaget af små fortællinger, som huskes i forbindelse med den pågældende ret.
Jeg vil udgive jeres indlæg her.

mandag

Rullepølse

Rullepølse, sylte, leverpostej, sild og alt det andet. -Nu er det lige før og vi må igang med at fremstille rullepølse og alt det andet, ihvertfald planlægge og ha' for øje hvordan.

Vi lægger ud med rullepølse. Lav den 2-3 dage før.

Barndommens rullepølse blev lavet af slaget fra grisen og hos os brugte vi ikke at sprænge slaget først, så den havde den rigtige farve.
- Nej, vores julerullepølse var nærmest grålig, men smagte fortrinlig.

RULLEPØLSE

1 Slag fra grisen
Salt, peber, Allehånde efter behag
Revet løg

Slaget pudses lidt pænt af og skæres til et pænt stykke. Det afpudsede lægges på slaget sammen med salt, peber og allehånde efter behag. Iøvrigt er Allehånde et personligt valg, men det er jo jul. Nogle foretrækker løg, andre ikke.
Rulles sammen og snøres med bomuldsgarn til en pæn og ensartet pølse.

Koges i letsaltet vand ca. 11/2 time.

Køler af i suppen og lægges afkølet i en rullepølsepresse. Står i køleskab til næste dag.
Snoren fjernes og rullepølsen er klar til sin debut på julebordet.

Sky klæder en rullepølsemad,måske sammen med løgringe,det gør italiensksalat og græskar også !

Har man det dårligt med farven på rullepølsen, lægges slaget i en skål og gnides ind med salt, tilsat en smule sukker. Står i køleskab 1 døgn.

Suppen er forresten udmærket som bund for en aspargessuppe, hvis suppen ikke er alt for saltet.
Derfor, - gem den.

VELBEKOMME

Har I opskrifter som huskes fra barndommen,må I gerne sende dem til mig. Evt. ledsaget af små fortællinger, som huskes i forbindelse med den pågældende ret.
Jeg vil udgive jeres indlæg her.

lørdag

Planlægning

Og der var hvide sild og stegte sild, lun leverpostej med champignon og bacon, hjemmelavet rullepølse, kogt, røget bacon med sennep og rødbeder, lun æbleflæsk, hamburgerryg med hjemmelavet Italiensk salat, sylte med sennep og rødbeder, flæskesteg med rødkål, hjemmesyltede vaniliegræskar, hjemmesyltede små søde rødbeder, oste, frugtsalat, småkager, konfekt, sandkage, chokolade, nødder, dadler, figner.................................
Hvis jeg har udeladt noget, er det ikke bevidst.

Listen er lang. Her er hvad der i det væsentlige stod på bordet i julen i barndommen.

Jeg har videreført en del af det, men slet ikke det hele.

Forberedelserne begyndte allerede i november måned, hvor der blev syltet græskar og rødbeder.
Den 1. week-end i december var det tid til, at bage småkager.
En - to uger før jul blev der lavet konfekt, som blev sat godt væk fra alle ivrige fingre.

Først de sidste 2 - 3 dage før juleaften blev der kogt et stykke hamburgerryg til pålæg, et stykke røget bacon til pålæg, kogt og presset rullepølse, lavet sylte, lavet æbleflæsk og lavet stegte sild.

Lillejuleaften blev der bagt sandkage og lavet juleleverpostej.

fredag

Fiskefrikadeller


Fiskefrikadeller. -Vi opfordres alle til at spise fisk, mindst e'n gang om ugen, så i dag ser vi på fiskefrikadeller som jeg fik i barndomshjemmet. De blev serveret med små pillekartofler, smørsovs, remoulade og citronsnitter.
Det var dejlige fiskefrikadeller og de står den dag i dag på vores middagsbord i samme udgave.

Men, men, men ......... verdens bedste fiskefrikadeller skal vi til Nexø efter.
Fiskeforretningen på havnen laver fiskefrikadeller, som næppe kan overgås af nogen.
Vi har aldrig smagt noget bedre og når vi er på Bornholm, styrter vi til Nexø efter dem. Her går de da også som varmt brød.

Forespørgsler på stedet, bringer os ikke meget nærmere definitionen på de gyldne klumper.

Her er imidlertid opskriften på barndommens fiskefrikadeller, som bestemt også er gode :

FISKEFRIKADELLER

500 g hk. torsk
5 spsk. rasp
1 spsk. mel
1 æg
danskvand
salt, peber

flydende mgr. eller rapsolie

Rør det hk. kød med salt og tilsæt rasp, mel, æg, peber og danskvand til konsistensen er passende og kan formes til frikadeller, som med en ske sættes på panden i det brusende mgr.
Steges gyldne på alle sider.

At der er brugt flydende mgr. eller rapsolie, skyldes indholdet af flerumættede fedtsyrer, - det gode fedt.
Alm. husholdningsmargarine består af mættet fedt, den slags fedt, som giver os åreforkalkninger.

Smagsmæssig er der faktisk ingen forskel på fiskefrikadellerne.

VELBEKOMME

torsdag

Æblemost

Den gamle æblemostflaske, er fra Indslev Bryggeri, som i fordumstid har været i min mands families eje.



Da jeg var barn, var æblemost ikke noget med et papkarton. - Nej, når vinterens lager af æblemost skulle i hus om efteråret, blev alle de mange, mange æbler fra havens mange æbletræer samlet sammen og afleveret på mosteriet.
I forvejen var "gemmeæblerne" plukket og lagret i trækasser, udendørs.

En dag, der blev set frem til.
For de mange æbler fik vi udleveret æblemost på både små patentflasker og store hellitersflasker.

- Ikke at forglemme, fik vi hvert år lejlighed til at se mosteriet i arbejde.

Vel hjemme med de mange flasker æblemost til vinterdage, blev flaskerne anbragt i viktualierummet, som var et rum i kælderen med mange hylder og et stort skab med fluenet omkring.
I rummet var der altid køligt, vel nok på grund af den dybe beliggenhed, men også på grund af de tykke mure.

Vinteren igennem kunne man nu drikke og nyde den dejlige æblemost, når der blev budt - og kun
når der blev budt. Det blev restriktivt håndhævet.

I vore dage er det noget nemmere, blot at købe en karton med æblemost, når lysten kommer over e'n.


tirsdag

SEND MIG OPSKRIFTER

Send mig opskrifter. -Har I nogle gedigne opskrifter på retter fra barndommen, gerne i selskab med hvordan I husker det og om I tilbereder dem i dag så send mig opskrifter og jeg vil forsøge, at udgive dem her på siden.

Festmad - Hverdagsmad - Bagning - Syltning m.m.

Gamle Danske egnsretter, er helt perfekt.

SEND DEM TIL MIG

Skemad

Skemad. -Jeg har i grunden altid været til skemad, om det så er grød, supper eller andet der skal bruges ske til.

Det med grød og supper var altid nr.2 ret i barndommen, men mælkegrød var ikke særlig populært, - ihvertfald kun hos mig. Frugtgrød til dessert var ok iblandt skemad.

Supper, såsom frugtsupper kunne bedre gå. Frøkenerne lavede nogle dejlige supper.
Min absolut nr. 1 var citronsuppen og den dag i dag laver jeg den selv på dage, hvor det skal være lidt nemt. Men vi får kun denne ene ret.

På aftener, hvor vi "kun" får citronsuppe o.l.g.n., kan sulten godt dukke op. Eller måske er det bare lækkersulten. Så får vi en god ostemad eller pølsemad til kaffen om aftenen.

CITRONSUPPE

Mel 70 g
mgr. 50 g
Vand 1 1/2 L
2-3 æg
100 g sukker saft og skal af 2 øko citroner

Lav en hvid afbagning. Mgr. smeltes og melet tilsættes. Vandet tilsættes ad flere gange. Der røres godt indimellem.
Æggene piskes hvide med sukkeret. Citronsaft og reven citronskal tilsættes.
Suppen hældes i æggeblandingen under piskning. Det hele varmes op til kogepunktet og er nu klar til servering. En skøn skemad.

Serveres med små tvebakker eller ristet brødtern.

VELBEKOMME

mandag

Gammeldags Svinekam

Gammeldags svinekam serveres måske i vore dage mest til jul,men i dag steger vi et stykke gammeldags svinekam.

Det var noget, vi fik om søndagen, da jeg var barn, - og altid med brun sovs, kartofler og rødkål til.

Gammeldags vinekam kan imidlertid spises på flere måder.
I dag vil vi servere det med en rødkålsalat til i stedet for varm rødkål.

Jeg har præsteret, at stege et stykke gammeldags svinekam om sommeren på min Coob Grill,servere det med nye kartofler og en god grøn salat til. Ingen sovs så. Uhm !

Det er i grunden et stykke udmærket kød og hvis man fjerner spæklaget, er det faktisk et godt stykke magert kød,men i så fald ikke rigtig gammeldags svinekam mere.

GAMMELDAGS SVINEKAM

Ca. 1,5 kg svinekam med ridset svær

Gnides med salt, lægges i passende bradepande og ca. 2 cm vand ved. Hold øje med under stegningen, at stykket ikke steger tørt, i så fald spædes mere vand til.

Sættes i ovn ved 200 grader i ca. 2 - 2 1/4 time. Det skal være så benene kan trækkes ud.

Skyen hældes fra og stegen sættes midt i ovnen under grill, hvis ikke allerede sværen er ordentlig sprød. Og når jeg siger ordentlig sprød, mener jeg ordentlig sprød. Vi skulle jo nødig knække vore tænder.
Hvis den begynder at blive sort på de højeste steder, læg staniol over disse områder !!

Nu kan der skæres pæne skiver til gammeldags svinekam, som serveres med tilbehør efter eget valg.

Ønskes sovs, skummes fedtet af skyen og sovsen jævnes. Kulør på og smag til med salt.

Fedt i sovsen er helt overflødig, idet det jo under stegningen, har afgivet smag.

RØDKÅLSALAT

Snit en skål rødkål i meget fine strimler ( mængde efter behov )
ca. 1 dl appelsinjuice
fileter fra 2 appelsiner
frugt fra 1 granatæble
50 g walnødder

Hæld juicen over den snittede rødkål
pynt med appelsinfileter, indholdet af granatæblet og walnødderne
Stil det koldt indtil brug

VELBEKOMME

søndag

Sandkage

Sandkage. -I dag, 2. søndag i Advendt kan der f.eks bages sandkage efter min mors opskrift. Den er skrevet i hånden i min mors gamle kogebog fra 1932.

De sidste dage op til jul, da jeg var barn, blev denne sandkage altid bagt i mit hjem af min mor. Det var ikke så mærkværdigt, - og dog så alligevel, for til daglig lavede hun sjældent maden, det var de 2 søstre frøkenerne Petersen som lavede den. De var sønderjyder og måske var maden præget af det Sønderjyske Køkken. Jeg er ikke helt klar over det.
- Egnsretter er spændende, men ikke noget jeg har gået meget op i. Jeg vil indhente det forsømte.

SANDKAGE

1/4 kg stødt melis
1/4 kg smør
3 æg
1/4 kg kartoffelmel
2 spsk. sigtemel
En smule hjortetaksalt

Det betyder på nutidssprog :

250 g sukker
250 g smør
3 æg
250 g kartoffelmel
2 spsk. sigtemel
En smule hjortetaksalt

Sukker og smør røres hvidt. Tilsæt æggene 1 ad gangen. Resten kommes i og røres godt.
Pas på med hjortetaksalt, at få det blandet i melet før det tilsættes.

Kommes i smurt sandkageform.

Bages 3/4 time - jeg gætter på omkring 175 grader.
Der står ingen temperatur i opskriften, så hun har vidst fra år til år, hvilken temp. ovnen skal have.

lørdag

Boller i selleri

Boller i selleri. - I dag er det enten eller. Selleri har en meget speciel smag, som man enten elsker eller hader.

Jeg elsker boller i selleri og det gjorde jeg også som barn. Diskutionen gik ofte på, om vi skulle spise kartofler eller rugbrød til. Rugbrødet vandt.
Til gengæld kunne der være lidt murren over, at det ikke var rigtig middagsmad, når kartoflerne manglede.

I voksenlivet har jeg bevaret vanen med rugbrød til, - gerne ristet.

BOLLER I SELLERI

350 g hk. grisekød
2 spsk. rasp
2 spsk. mel
1æg
1 lille revet løg
danskvand - til farsen har den rigtig konsistens til boller

1 knoldselleri skåret i tern

3/4 L kogende vand i en kasserolle, tilsat 1 tsk. salt

Farsen røres godt sammen og formes til boller med en ske i hånden. Bollerne kommes, efterhånden som de formes, op i det kogende vand og simrer til de er færdige. Fisk evt. e'n op og skær den over.

Tag nu alle bollerne op med en hulske og kom selleristykkerne i. Kog til de er møre og fisk dem op med en hulske.

Suppen i kasserollen jævnes med meljævning til en sovs og smages til. Boller og selleritern kommes op i sovsen og boller i selleri er nu klar.

Serveres med ristet rugbrød eller kartofler til.

Der kan ændres i rækkefølgen, således at selleritern koges først for herefter at koge bollerne i vandet. Det har ingen betydning for resultatet.

VELBEKOMME

fredag

Teboller


Teboller. -Er der noget så dejligt som en friskbagt tebolle med smør. Med eller uden rosiner. Det er en smagssag.

Teboller har til alle tider kunne spises af store og af små. Nogle vælger den nemme løsning i vore travle dage og køber en pakke færdig melblanding. Det er da OK, for bollerne smager udmærket, men jeg har nu altid brugt Frøken Jensens Kogebog.

TEBOLLER

250 g mel
1/4 tsk. salt
75 g mgr.
1/2 dl rosiner ( kan udelades )
11/4 dl mælk
25 g gær
1 æg
1 spsk. sukker

Bland mel og salt og smuldr mgr. i.
Rør gæren ud i den lune mælk. Bland det hele sammen og ælt godt.

Stilles tildækket til hævning i 20 min. på lunt sted.
Formes til boller og stilles på plade med bagepapir. Efterhæver 10 - 15 min. og pensles med sammenpisket æg.
Bages 15 min. ved 200 grader.

Tebollerne smager skønt, flækket med smør.

VELBEKOMME

torsdag

Herregårds Klejner


Herregårdsklejner. - Den første week-end i december, barndommen igennem, var det store julebagedag hos moster, min yndlingsmoster. Kun vi to var sammen om at bage julens småkager og koge herregårdsklejner. Det var en begivenhed, jeg glædede mig usigeligt til hvert år. For mig var dagen næsten bedre end selveste juleaften.

Det med yndlingsmoster skal tages helt alvorligt.
Jeg tilbragte mange af barndommens timer hos moster og onkel og det var da også her, jeg allerførst i barndommen lærte noder og at spille klaver.
Senere fik jeg jo undervisning hos fru Thornø, men den store ørn blev jeg vist aldrig rigtig.
Slog mig dog så siden på violinen.

Når vi kogte herregårdsklejner og bagte julesmåkager, havde moster lavet dejene fra morgenstunden og når jeg ankom, stod hun klar med forklædet. - Nu skulle der hygges og arbejdes dagen igennem og selvfølgelig med pauser i passende intervaller til kaffe og smagsprøver.
- Og om det var hygge. Når jeg tænker tilbage, kan jeg næppe fremkalde nogen større hyggestund, end når moster og jeg bagte til jul.

Højdepunktet var dog herregårdsklejnerne, som jeg var med til at vride, medens moster arbejdede hurtigt ved gryden med det kogende fedt.

Egentlig har jeg aldrig ville give opskriften fra mig, men her er den så. Det var en opskrift moster havde fra et herregårdsbekendtskab.

HERREGÅRDSKLEJNER


1 kg mel
750 g sukker
125 g mgr.
2 dl fløde
1 tsk. natron
3 æg

2 pakker palmin

Sukker, smør og æg røres hvidt. De øvrige ingredienser tilsaættes og dejen æltes godt.
Stil den tildækket i køleskabet et par timer.

Dejen rulles ud og med en klejnespore køres nogle aflange ruder ud. Lav med klejnesporen en sprække diagonalt midt i. Størrelse på ruden ca. 4 x 12 cm.
Vrid klejnerne gennem hullet og læg dem på tallerkener. Vær forsigtig med de spidse ender, som nemt brækker af, men disse gør jo netop herregårdsklejnerne festlige at se på.

Imedens der rulles ud og vrides, kommes palmin i en gryde. Varmes op til kraftig varme. Brug enden af en tændstik til at kontrollere temperaturen. Når det syder omkring tændstikken, er palminen klar til brug.

Kom 3-4 klejner i den hede palmin ad gangen, ikke flere, da varmen ellers går af. Vend dem rimelig hurtigt med en gaffel, så de ikke bliver for mørke.
Tag dem nu op med en hulske og læg dem på køkkenrulle til at suge det overflødige fedt.

Arbejdet skal gå lidt rask fra hånden, da klejnerne hurtigt får for meget.

Nyd så en kop kaffe ovenpå anstrengelserne med lune, nykogte herregårdsklejner til.

Så nærmer sig julen

Mormors Juleopskrifter

tirsdag

Stuvede Gulerødder


Stuvede gulerødder, - i dag skal det være lidt nemt. Valget stod mellem citronsuppe eller stuvede gulerødder.

Vi tager gulerødderne.


STUVEDE GULERØDDER


Ca. 500 g gulerødder
4 dl vand
1 tsk. salt
lidt mælk

Rens og skiv gulerødderne. Kog dem i vandet, tilsat salt i ca. 1/2 time.
Fisk gulerødderne op og jævn vandet og mølken med meljævning. Kog et par minutter, så melsmagen fortager sig. Tag gryden af ilden og tilsæt hakket persille.

Stuvede gulerødder egner sig som tilbehør til Frikadeller, medisterpølse, koteletter, kødrand m.m.

Servér kogte kartofler til de stuvede gulerødder om ønskes.

Forøvrigt en kærkommen lejlighed til at få spist af rodfrugterne. Det er både billigt og sundt.

VELBEKOMME