tirsdag

Fiskefilet med remoulade

Fiskefilet med remoulade er en del af den danske smørrebrødstradition, hvor fiskefilet med remoulade serveres på rugbrød og pyntet med citron. Men i selskab med pommes fritter er der nok rigtig mange især børn og unge mennesker, som kan forholde sig til fiskefilet med remoulade. Enhver fastfood restaurant har dette på menuen.

I min barndom var et stykke smørrebrød med fiskefilet en af favoritterne, når der blev serveret smørrebrød og det har holdt sig til i dag.
I reglen er fiskefileten stegt i friture, ofte så den bliver "krøllet", men pandestegt i smør er den også god.
Fiskefilet er flere ting. Det kan være fileter af rødspætter, ising eller skrubber. Smagsmæssig er rødspætten den bedste, men også langt den dyreste.
500 g rødspættefileter koster omkring 70 kr, hvorimod ising- og skrubbefileter kan fåes for omkring 55 kr. for 500 g.

STEGNING AF FISKEFILET MED REMOULADE

500 g fiskefileter efter eget valg
æg
rasp
salt

Rapsolie eller anden olie til stegning. Ikke olivenolie.

Pisk ægget sammen og dyp fileterne i først æg og bagefter i rasp med lidt salt i. Læg nu et par fileter ad gangen i den kogende olie og steg et øjeblik til de er brune og sprøde. Læg dem efterhånden på køkkenrulle. Fortsæt til alle fisk er stegt. Pas på olien ikke bliver for varm. Prøv med en tændstik først. Det skal syde om den.

STEGNING AF FISKEFILET PÅ PANDE

500 g fiskefileter efter eget valg
æg
rasp
salt

Smør eller margarine til stegning

Dyp først fileterne i det sammenpiskede æg og herefter i rasp, tilsat lidt salt.
Steg fileterne i smør på panden til de er gyldne på begge sider.

Stegte fiskefileter, stegt på den ene eller den anden måde, lægges på en skive rugbrød, smurt med smør. Læg en god klat remoulade på og pynt med en citronskive.

Remoulade er ofte noget meget gult og meget stift. For at gøre den mere lækker er her et godt råd, som jeg med succes har praktiseret.

Færdigkøbt remoulade og færdigkøbt mayonnaise. Bland en del remoulade og en del mayonnaise sammen til en lækker, lys og blød remoulade. Den plejer at falde i god jord.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.