fredag

GREVINDE SYLTETØJ

Grevindesyltetøj af hyldebær og æbler går sin sæson i møde. Hylden er næsten klar til plukning og de første danske æbler, augustæbler er lige ved at være modne.
Pluk rigeligt med solmodne hyld og kog en stor portion saft til hyldebærsuppe, der enten kan fryses uden sukker eller tilsættes sukker og hældes på flasker.

Æbler og hyld klæder hinanden så nydeligt, så det er bare med at gå i gang med at få fyldt forrådet op til den kommende vinter.

I stedet for at tilsætte syltetøjet Atamon, kan lågene lægges løst på glassene, som sættes i ovnen ved 120-140 grader indtil syltetøjet bobler godt op. Tag glassene ud, men pas på varmen, hold om glassene med fugtige håndklæder eller viskestykker. Skru lågene tæt til.

Opskriften er fra Tørsleffs Den Grønne syltebog, der udkom første gang i 1939.
 

GREVINDE SYLTETØJ

500 g ribbede hyldebær
500 g æbler
350 g melis
evt. 1 tsk. flydende Atamon

De ribbede hyldebær skylles og afdryppes. Æblerne skylles, deles og befries for blomst, stilk og kernehus. De snittes fint og blandes med bærrene. Frugten varmes sagte under låg og koges ca. 15 minutter til æblestykkerne er møre. Sukkeret drysses i og koges med 10 minutter under omrøring. Evt. tilsættes Atamon og syltetøjet hældes på varme, rene, Atamonskyllede glas der bindes til straks eller syltetøjet ovnbehandles.

Noget om Mad

VI BAGER GAMMELDAGS

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.