fredag

Kartoffelgrød

Det store kaffebord a la halvtredserne

I dag skal I få opskriften på min livret.

Igennem hele livet, har kartoffelgrød været min absolutte yndlingsret, men den skal laves rigtig og den skal spises rigtig.
Nu tænker i nok, - jamen, det er jo brændende kærlighed, men nej, - kartoffelgrød er ikke brændende kærlighed og spises ej heller med løg og rødbeder.

Kartoffelgrød skal have iblandet flæsketern af saltet eller røget spæk, det er sådan set en smagssag og det skal være helt tørstegt til sprøde flæsketern.
Det rigtige er at blande noget af fedtet fra flæsket i mosen, men i mange år har jeg brugt mælk i stedet for og det fungerer også fint. Vi får jo fedt nok endda.

Inden vi sniger os igang med opskriften på kartoffelgrød husker jeg engang, at være ringet op af journalisten Amos Bendix, som ville have mig til at fortælle om denne specielle ret. Hun forstod godt mine argumenter og vigtigheden af, at skelne mellem kartoffelgrød og brændende kærlighed. To forskellige retter.

Og nu til opskriften...

KARTOFFELGRØD

Kartofler (mængde efter behag)
Mælk
Salt

Saltet spæk i tern(bedst uden svær) (mængde efter behag)
Røget spæk i tern (bedst uden svær) (mængde efter behag)

Begynd med at skrælle nogle store skrællekartofler. Del dem i 4 og kog godt møre uden salt.
Pisk mosen eller brug et jern til kartoffelmos. Pisk mælk eller noget af det tiloversblevne fedt i og smag grøden til med salt.
Den færdige kartoffelmos skal være lige til den stive side.

Skær sværen af spækket og skær i tern. Steg flæsketern fuldstændig tørstegte på en pande og lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Bland nu flæsketern i kartoffelmosen og server den i dybe tallerkener.

- Det er skemad forstås -

I midten laves et hul til sirup og et glas iskoldt mælk serveres til.

Nogle vil nok tænke, - sirup !
Kombinationen af det sprøde salte eller måske røgede flæsk og den søde sirup er fantastisk.

Prøv selv og døm selv. . . .  KARTOFFELGRØD.

Igennem mine mange arbejdsår på kirurgisk afdeling, havde kollegerne og jeg hvert år på min fødselsdag en lang snak om kartoffelgrød, idet jeg altid på denne dag med stor fryd spiste kartoffelgrød, som jeg ønskede det hvert år. Det kom der megen morskab ud af. Navnlig kombinationen med sirup udløste udbrud, som jeg beholder for mig selv.

VELBEKOMME

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.