tirsdag

REGIMENTETS GRYDE

En vidunderlig gryderet til gæster med alt i en gryde, marineret oksekød, løg, kartofler og øl, krydret med enebær og laurbær, er denne regimentets gryde.

Den dejlige ret serveres direkte fra gryden, drysset med fintklippet persille over. Tilbehøret er en grøn salat med porre og gedeost.

Gryderetter med alt i en gryde, var voldsomt populære i 60'erne og ind i 70'erne.

Opskrift : Fritze Juel 1972



REGIMENTETS GRYDE

1 kg okseyderlår
5-6 hele enebær
1 laurbærblade
2 flasker lys pilsner
mel
salt
smør eller margarine
3 løg
1 kg kartofler
peber
fintklippet persille

Puds kødet af og skær det i tynde skiver. Læg dem sammen med knuste enebær og smuldret laurbærblade i en skål, der slutter om kødet. Hæld øllet over, dæk skålen til og lad den stå i 2-4 timer.
Tryk kødet af i køkkenpapir og vend det i mel, der er tilsat lidt salt. Brun det i smør er margarine ved kraftig varme, tag kødet op og brun de ituskårne løg i samme fedtstof. (Gem øllet til senere)

Skræl kartoflerne og skær dem i ikke for tynde skiver. Læg halvdelen af kartoflerne i bunden af en serveringsgryde, der kan gå i ovnen, og drys med salt og peber. Læg kød og løg ned til kartoflerne i gryden og dæk med de resterende kartoffelskiver. Drys igen med salt og peber.

Kog panden af med øllet, kødet blev marineret i og hæld det over. Læg låg på gryden og stil den i en varm ovn (200 grader) i 1 1/4 - 1 1/2 time. Prøv med en gaffel, om kødet er mørt.

grøn salat med porre

2 store salathovedets
1 stor porre eller 2 mindre
1 1/2 spsk. smuldret gedeost
3 dl olie
1 dl eddike
Salt
Peber
1 1/2 tsk. kommen

Del salaten i strimler og porren i meget, meget tynde ringe. Tag bare lidt grøn top med.
Rør eller ryst en marinade af de resterende ingredienser og hæld den over salaten. Vend salaten inden servering.

Server regimentets gryde, direkte fra gryden med salaten til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.