mandag

Tilberedning af kartofler

Tilberedning af kartofler kan foregå på mange måder. Her en lille guide til forskellige måder at tilberede kartofler på fra 50 erne. Tildels stadig aktuelt den dag i dag, men også kun til dels. Nye metoder for tilberedning af kartofler ser med mellemrum dagens lys.
F.eks er bagekartofler i dag allernemmest og hurtigst at tilberede i mikroovn.

                                 
  1. Pillekartofler - Ikke for store kartofler med skræld sættes over i vand, tilsat salt, der lige akkurat dækker. Kogetiden vil afhængig af størrelse være fra 15-20 minutter. På denne måde går kun ganske lidt af næringsværdien til spilde.
  2. Skrællekartofler - Noget større kartofler skrælles og skæres over, om nødvendigt. Koges i vand, tilsat salt, der lige dækker 15-20 minutter. Her mistes en del næringsstoffer til kogevandet.
  3. Dampede kartofler. Denne måde er god til kartofler, der nemt vil koge ud. Kog kartoflerne enten som pillekartofler eller som skrællekartofler i 10 -15 minutter. Hæld kogevandet fra og damp dem i gryden. Pak gryden ind i avispapir og lad den stå sådan i ca. 30-45 minutter.
  4. Bagte kartofler. Det er store melede kartofler, der vasket og uskrællet lægges på en plade og sættes i ovnen ved 250 grader i 3/4-1 time til de er møre. Vendes undervejs hvert kvarter.
  5. Kartoffelsne. Kogte, skrællede kartofler presses gennem en kartoffelknuser. Anbefalingen lyder på, at kartoffelsne er ideelt til børn og gamle folk, der har ondt ved at tygge kartofler. Forøvrigt bør sneen spises med koldt smør.
  6. Kartoffelmos. Kog store melede, skrællede kartofler i vand uden salt. Knus dem til mos med en kartoffelknuser og spæd op med varm mælk, en stor smørklat og salt efter smag. Mosen piskes meget grundig igennem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.