mandag

Små Kvædepølser

Små kvædepølser som dessert og afslutning på et godt måltid, må være noget, der kan imponere de fleste med interesse i spændende og navnlig noget anderledes madlavning. Opskriften på kvædepølser har mange år på bagen og er lidt af en sjældenthed udi at udnytte de ikke helt almindelige, smukke, gule, aromatiske kvæder på, - såvel pærekvæder som æblekvæder.
Kvæderne er modne nu og ses lejlighedsvis i butikkerne. De fleste importeret udefra, selvom kvæder kan dyrkes i Danmark og bliver det. Danske kvæder skal høstes inden de får for meget frost, men kan ellers blive hængende på træerne hele vinteren.


For nogle dage siden, stod jeg på grønttorvet med 2 særdeles flotte pærekvæder i hænderne og bad sælgeren veje disse for mig. Vægten viste 1,2 kg, så det var nogle ordentlige krabater og så duftede de jo bare så skønt.

SMÅ KVÆDEPØLSER

Hele kvæder, pære- eller æblekvæder
sukker
rasp
1 æg
kanel eller reven citronskal

panering
sammenpisket æg
rasp

mgr. til stegning



Vask kvæderne og kog dem møre, dækket i vand ca. 1 time til de er bløde.
Del kvæderne i kvarter og gnid dem gennem en sigte. Smag mosen til med sukker og kanel eller citronskal efter behag, tilsæt ægget og så megen rasp, at det hele bliver en dej, der kan formes. Trilles til små pølser, der vendes i først sammenpisket æg, derefter rasp.
Kvædepølserne steges lysebrune i mgr. og overstrøes med sukker før servering eller sigtes med flormelis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.