Vandkringle, har her i huset aldrig haft en let gang på jord, da nogle uheldige hændelser i barndommen for min mands vedkommende, har haft det med at klæbe til ordet vandkringle.
Han har aldrig rigtig lagt af sig, besøgene, sammen med forældrene i et af byens huse, hvor fruen i huset tilsyneladende fejlagtig var af den opfattelse, at han var særlig glad for vandkringle og derfor af hende blev nødet til, at tage fra på fadet. Kringlen var en fast ingrediens på kaffebordet i det pågældende hjem.
Virkeligheden var dog anderledes, idet min mand havde et voldsomt besvær med at sætte den tilsyneladende altid kedelige og tørre kage til livs.
Sådan behøver det jo slet ikke at være. Selv har jeg ingen erfaring med vandkringle fra 50 erne, men er dog igennem livet blevet præsenteret for fænomenet ved flere lejligheder og har kun gode erindringer herom.
Opskriften her er ihvert fald rigtig god, når blot den spises samme dag, den er bagt og så har den den fordel, at den faktisk kan tilberedes aftenen før.
VANDKRINGLE
125 g smør
ca. 650 g mel (ca. 11 dl)
40 g sukker (1/2 dl)
1/2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
2 1/2 dl mælk, håndvarm, lunet til ca. 35 grader
25 g gær
3 æg
60 g rosiner (1 dl)
50 g sukat (kan udelades)
1 sammenpisket æg til pensling
perlesukker
hakkede mandler
glasur
flormelis
vand
Hak smørret ud i melet og gnid det med fingrene til en grynet masse. Tilsæt sukker, salt og kardemomme. Rør gæren ud i den håndvarme mælk, hæld gærblandingen i melet, sammen med æg, rosiner og evt. sukat. Dejen æltes glat og smidig. Vær obs. på, at melmængden kan variere lidt.
Vrid et klæde, evt. viskestykke op i koldt vand og bred det ud på bordet. Læg dejen midt på klædet og pak det omhyggelig om dejen, som anbringes i en stor skål med koldt vand. Sørg for, at "pakken" er helt dækket af vandet. Lad nu "pakken" ligge i vandet mindst 8 timer, - gerne natten over.
Form ved hjælp af 2 skeer, den fugtige dej til en kringle på en plade, beklædt med bagepapir. Lad kringlen efterhæve tildækket i ca. 20 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader. Pensl med det sammenpiskede æg, drys med perlesukker og hakkede mandler som pynt.
Bages ved 200 grader på midterste rille i ovnen og afkøler utildækket på en bagerist. Glasur kommes på efter behag.
Nu mangler der bare en god kop kaffe til.
torsdag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.