onsdag

En God Honningkage

En god honningkage, at nyde til en glad kop kaffe på en efterårsdag, er slet ikke så tosset endda og selvom vi med hastige skridt nærmer os julemåneden, kan vi jo godt tage forskud på det lidt julede bagværk, som en god honningkage jo næsten er.

Iøvrigt behøver honningkage ikke kun at høre julen til. I min mormor og morfars hjem, blev der ofte budt på honningkage, lagt sammen med smørcreme og æblemos - og det året rundt. Den smagte skønt.


EN GOD HONNINGKAGE

2 æg (blommer + stiftpiskede hvider)
150 g melis
125 g honning
125 g mel
1/4 tsk. ingefær
1/4 tsk. nelliker
revet skal af 1 citron
1 strøget tsk. bagepulver

smørcreme af mgr. 1 æggeblomme og flormelis
appelsinmarmelade, fintskåret

Æggeblommerne røres med sukker, heri kommes honningen lidt efter lidt, derefter krydderierne, citronskal og til sidst røres mel, bagepulver og de stiftpiskede æggehvider i. Dejen blandes let sammen og fordeles over i en papirsform, lavet af f.eks aluminiumsfolie, så stor som bagepladen og med en kant på 1 cm, bøjet op hele vejen rundt. Formen skal smøres med smør og dejen bager heri ved svag varme (200 grader) i 20 minutter.
Den bagte kage vendes ud på en rist, afsvales og skæres i tre lige lange stykker. Disse lægges sammen med smørcreme og appelsinmarmelade. Selve kagen kan glaseres med  chokoladeglasur og pyntes med halve snittede mandler eller strimler af syltet appelsinskal.
Kagen kan stå sammenlagt i flere dage i en kagekasse og bliver faktisk bedre og bedre.

En god honningkage til en god kop kaffe.

Mormors Juleopskrift

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.